Stephen Helgesen 14/01/25
Mange af os amerikanere tager vores ret til ytringsfrihed for givet. Når alt kommer til alt, står det i vores Forfatning og Bill of Rights, så vi føler os ret trygge, ved det vi siger … medmindre det selvfølgelig er kontroversielt. Så risikerer vi at blive sagsøgt i et af de mest procesglade retssystemer i den frie verden. For at holde os på den rigtige side af injurie- og æreskrænkelseslovene tænker vi over, hvad vi siger, selvom der er nogle, der lever af at være provokerende – især på sociale medier. Amerika har ingen hadytringslove, og som følge heraf slipper megen tale ud af vores munde og penne, som er fyldt med had.
Det er rettet mod alle, men de mest spidse bemærkninger afhænger ofte af, hvilken side af “de riges og fattiges flod” man befinder sig på. Hvis man er fattig, hader man de rige og er villig til at beskatte dem på al deres velstand. Hvis man er rig, nedgør man dem, der mangler initiativ, uddannelse eller privilegier. Hvis man er politiker, kaster man verbalt mudder på sine modstandere på den ideologisk modsatte fløj. Hvis man er dybt engageret i kønspolitik, kritiserer man traditionelle amerikanere, der stadig tror på to køn. Kan du se, hvor jeg vil hen med det her?
I disse dage virker det som om, vi alle er vrede – vrede på noget eller nogen eller på en beslutning, nogen har truffet eller ikke truffet. Og nogle af os er endda villige til at teste grænserne for vores Første Amendment ved at tillægge ellers hæderlige mennesker lyssky motiver, deltage i karaktermord eller værre. Trusler om retssager afskrækker kun dem af os, som har glemt vore forældres formaninger: “Hvis du ikke kan sige noget pænt om nogen, så lad være med at sige noget overhovedet.” Efter min mening har vi ikke kun adopteret bøllens taktik – vi er selv blevet bøller… som nation.
Vi er begyndt at værdsætte og fremme hård tale og endnu hårdere ord, uanset hvem vi fornærmer eller provokerer. Vi tænker ikke over, hvordan de ord og handlinger vil påvirke vores langsigtede relationer, men er kun optaget af, om de giver os en midlertidig fordel. Kort sagt har vi omdefineret, hvad det vil sige at være i eller have et forhold. Jeg er sikker på, at sociologer vil give nogle forklaringer på dette fald fra mere civiliserede tider og adfærd. Og nogle af dem vil nok have ret, når de bebrejder opløsningen af ægteskaber, Amerikas dårlige uddannelsessystem, en overflod af rigdom, teknologi, tab af tillid til institutioner og en afvisning af Gud. Men uanset hvad grunden eller grundene er, er vi på kollisionskurs til at ødelægge det arbejde, som generationerne før os gjorde for, som det står i forfatningens præambel, at “danne en mere perfekt union.”
Hvad i alverden tænker vi på? Vores ældre overlevede depressionen og sejrede i en krig, der berøvede os en generation af unge mænd. Vi udholdt politiske skandaler, mordene på vores ledere, raceoptøjer, finanskriser og mere. Og alligevel har vi frækheden til at tage al det blod og de ressourcer, der er blevet ofret for, at vi kunne tale frit, uden at reflektere over de ofre? Skam jer og os. Sandheden er, at beskyttelsen fra den Første Amendment er det eneste, der holder os fra tyranniet af kontrolleret, censureret tale og den glidende overgang til autoritærisme, som uundgåeligt følger. Uden retten til kritik kan der ikke være nogle andre friheder. Ikke alle nationer ser på tale som vi gør.
I mange europæiske lande er der grænser for, hvad en borger må sige. I Storbritannien er der for eksempel ytringsfrihed, men myndighederne kan gribe ind, hvis ytringer truer national sikkerhed, den territoriale integritet (statens grænser), offentlig sikkerhed, forebyggelse af uro eller kriminalitet, beskyttelse af sundhed eller moral, andres rettigheder og omdømme eller forhindring af offentliggørelse af fortrolige oplysninger osv. Så er der den STORE: Myndighederne kan begrænse ytringsfriheden, hvis en person udtrykker synspunkter, der opfordrer til race- eller religionshad.
Her i Danmark er ytringsfriheden garanteret af den danske grundlov og udtrykkes i paragraf 77 i dette dokument. Den endelige afgørelse om, hvorvidt ens tale er i overensstemmelse med paragraf 77, ligger hos de danske domstole. På nuværende tidspunkt verserer en sag mod en dansk kvinde af palæstinensisk oprindelse, som brugte sociale medier til at antyde – ikke beskylde – at en dansk journalist muligvis var på lønningslisten hos en pro-israelsk organisation. Kvinden har anket dommen mod hende til en højere retsinstans. Denne sag bliver fulgt meget nøje på et tidspunkt, hvor Facebook samtidig har afskaffet faktatjekkere og åbnet platformen for ukontrolleret tale. Danmarks tidligere statsminister er blevet ansat af Meta (Facebooks ejer) til at sidde i deres tilsynsråd, som skal forsøge at trække nogle nye grænser for, hvad der er tilladt på platformen i Danmark.
Den endelige afgørelse i denne sag om ytringsfrihed vil få konsekvenser for landet som helhed og for medierne, der konstant navigerer i det juridiske farvand. Andre europæiske lande med lignende paragraffer i deres forfatninger følger også med for at se, om deres domstole vil opleve en stigning i sådanne retssager, nu at det politiske pendul svinger mere til højre.
Tilbage i USA forbereder landet sig på en præsidentindsættelse og de kommende fire år, som vil teste nationens robusthed, når det gælder brugen af og begrænsningerne for ytringsfrihed. Med en præsident, der er stolt af at sige, hvad der falder ham ind, vil den politiske forlystelsespark byde mere på en kæmpe larmende rutsjebanetur end en beroligende karrusel.
Stephen Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat, der har boet og arbejdet i 30 lande i 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og han har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale trends. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com.
1
0