Vores tvivlsom dømmekraft

Stephan Helgesen, pensioneret karriere-diplomat fra USA, den 26. oktober 2024

Hvorfor foragter danskerne Trump? Jeg har nogle tanker om emnet og de er baseret på troen på, at mennesker har en tendens til at dømme hinandens ledere ud fra deres egen kulturelle bias eller præference for en bestemt type leder og en specifik regeringsform. Godt lederskab er ofte et udtryk for hvilke politisk system vi anvende, og et resultat af de krav vi stille vore ledere. I USA er landets politisk styrings system en konstitutionel republik, og det giver plads til, at 50 delstatsregeringer kan operere uafhængigt af hinanden, og det betyder at de ofte konkurrere med hinanden. Denne model producerer ledere, der er mere optaget af at styre deres egne stats velfærd end at samarbejde med nabostaterne.

Dette fører også til, at staterne vælger gode administratorer såvel som gode politikere, der regerer efter deres egne befolkningers behov. Det samme gælder for nationalpolitikere, men de har en anden vigtig opgave. En god præsident vil forsøge at forene staterne ud fra visse principper og søge enighed om sagerne der vedrøre Amerikas økonomi, miljø, grænsesikkerhed og udenrigspolitik. De kloge præsidenter overlade de kulturbestemt sager, der falder uden for hans portefølje, til staterne at kæmpe med. Begge amerikanske partier takle disse udfordringer forskelligt. Demokraterne forsøger konstant at bruge præsidentens magt til at forme offentlig politik og dermed tit ignorere de enkelte staters og borgeres vilje (tænk Roe vs. Wade sag om abort). Republikanerne, til gengæld, forme offentlig politik ved at bruge forfatninger og højesteretten til at forhindre enhver ændring i magtbalancen, der ville påtvinge national politik på staterne.

Siden præsidentvalget i 2000, hvor den amerikanske domstole greb ind i optællingen af stemmerne i Florida (hvilket skænkede valget til George W. Bush), er der sket en politisk og ideologisk opstramning blandt venstrefløjen, og lige siden er de amerikanske vælgere blevet delt op i to ideologiske lejre. Demokraterne mener, at den amerikanske kulturelle status quo burde ændres radikalt, mens Republikanerne fortsætter med deres arbejde for at beskytte visse standarder og normer, som de mener er traditionelle kulturelle amerikanske værdier. Selvom det kan være lidt uretfærdigt at generalisere og sætte to etiketter på to store grupper af mennesker, kan det være nyttigt for debatten at se på Amerikas nuværende politiske situation i lyset af en konflikt mellem idealisme og pragmatisme.

Demokraterne er idealister, der er villige til at risikere en kulturel borgerkrig ved at forkaste gældende praksis, mens Republikanerne er pragmatikere, der er villige til at beskytte et system, der er langt fra perfekt, men som er værd at forsvare, fordi det har været til gavn for borgerne i over to hundrede år.

Det bringer os til det nuværende valg mellem en erfaren leder og tidligere præsident, Donald Trump, og hans modstander, den nuværende vicepræsident, Kamala Harris. Hver kandidat repræsenterer deres respektive partier og deres liberale eller konservative ideologier. Den ene kandidat er stærk, taler direkte og skjuler ikke sin støtte til ‘America first’ (en idé, der var populær i det sidste århundrede og hænger sammen med Amerikas forfatning og magtens deling), mens den anden støtter en teori om Amerika som et utopisk samfund, hvor en stor føderal regering erstatter delstaternes rettigheder, og er parat til at bruge deres overordnede magt når det passer dem.

Forskellene i ledelsesstil er store i USA, men ikke så store som forskellene mellem ledelsesstil i et lille socialdemokratisk land som Danmark sammenlignet med et stort kapitalistisk land som USA. I Danmark er der få alvorlige stridigheder mellem kommunerne, amterne og regionerne, da danskerne har accepteret, at centraliseringen af magten i færre amter og regioner opnår en bedre økonomi af administrativ skala, hvilket betyder, at den nationale regering vil spare penge når den prøve på at forbedre serviceniveauet. Denne teori ser godt ud på papir, men er meget svær at realisere i virkeligheden, fordi den forbigå subsidiaritetsprincippet – at beslutninger som bliver truffet på meget lokalt niveau er ofte de bedste. Begge lande kæmper med spørgsmålet om magt koncentrering eller magt fordeling er det mest gunstige, men er klar over at centralisering  ignorere en vigtig virkelighed: centralisering kan være fint for ikke-menneskelige anliggender, men ofte ikke tilgodeser de menneskelige relaterede tjenester, og på den måde tit resulterer i nedskæringer i arbejdsstyrken. I den sidste ende, når mennesker bliver tvunget ud af servicekæden, er kvalitets forringelsen slut resultatet.

Danske ledere nægte at bruge magt i stedet for at indgå kompromis, ligesom de undgå alt for direkte udtagelserne, men amerikanske ledere er ikke bange for at gøre begge del, og halvdelen af almindelige amerikanske vælgere støtte dem.

For mange på venstrefløjen i USA, og for mange danskere, mindes Donald Trump skurken i bogen, ‘The Ugly American,’ fra 1958. Han anses som bully og en isolationistisk figur, og hans ‘America First’, ‘Make America Great Again’ mantra irriterer mange danskere, der foretrække en præsident, der nedtoner Amerikas magtudtagelser og konstant behov for at være nummer et. Det er derfor, de foretrak en leder som Barack Obama in 2008, der brugte højtravende retorik til at charmere amerikanske vælgere og verdensledere.

Desværre, løser retorik ikke problemer, og i 2016 ønskede de fleste amerikanere en stærkt og erfaren leder i stedet for en professionel politiker (Hillary Clinton). Det er derfor, Donald Trump blev valgt og de gav udtryk for mange amerikanernes mening, at på trods at deres ønske at høre inspirerende ord, var deres behov for fornuftige handlinger betydelige vigtiger.

Amerika er som en gigantisk tankskib, der sejler verdenshavene og ofte i gennem farlige internationale farvande, mens den beskytter sin værdifulde last. I 2016, valgte amerikanere en erfaren kaptajn til at styre skibet i fire år. Selvom denne kaptajn talte og opførte sig som en barsk sømand, passede han sit arbejde, når han stod på broen, og aldrig undskyldte hans måde at bringe sin last sikkert i havn.

Fire år senere valgte Amerika en professionel Washington-politiker til at erstatte ham, en der aldrig havde bygget noget eller ledet nogen eller arbejdet for et eneste private foretagende, men i stedet havde modtaget en lønseddel fra de amerikanske skatteyder i et næsten et halvt århundrede. Kontrasten var tydelig mellem Joe Biden og Donald Trump, og nu, efter hans popularitet var helt ned i bunden, overdrog han stafetten til sin næstkommanderende, som savlede efter sin chance til at styre den store amerikanske supertanker… uden nogensinde at have været til søs.

En leders ledelsesstil er ikke en test af en leders ledelsessubstans, og ingen vælger, hvad enten de er i Danmark eller USA, ikke skulle forveksle dem. Erfaring og beslutsomhed også betyder meget, og de bør danne grundlaget for vores meninger om vores ledere. Vi lever i en farlig verden, der bliver farligere med hver dag der går, og hvis vi ønske gode ledere, må vi lægge alle domme baseret på overfladiskhed til side og indse, at det gode aldrig må være fjenden af det perfekte. I sidste ende er måske ordene fra Jesus Kristus i Johannes, kapitel 8, værd at huske. Da en ægteskabsbryderkvinde blev bragt frem for Ham og skulle stenes, sagde Kristus: “Den af  jer, der er uden synd, kast den første sten.” Ingen har siden sagt det bedre eller mere koncis.

Stephen Helgesen er en forhenværende amerikansk diplomat, der har boet og arbejdet i 30 lande i 25 år under fire præsidenter: Ronald Reagan, G.H.W. Bush, Bill Clinton og G.W. Bush. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik. Han har også skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com

1
0