Ukrainerne bør frygte EU’s dolkestød

André Rossmann, den 19. november 2024, 24NYT

Der er her ved udgangen af november 2024 en massiv usikkerhed om, præcis hvilken strategi Donald Trump måtte vælge i forhold til Ukraine. Til gengæld kan der ikke være nogen tvivl om, hvad Europa vil gøre, hvis Trump beslutter at neddrosle USA’s støtte til Ukraine.

Både Bidens regering, EU og andre vestlige lande har ganske vist sendt militærhjælp til Ukraine, men strategien har hele tiden været, at man skal give Ukraine nok våben til ikke at tabe, men ikke nok våben til at vinde, fordi man frygter russisk eskalation. De vestlige lande har med andre ord sørget for, at Ukraine kan dø langsomt, idet landet ikke får hjælp nok til at vinde krigen.

Til gengæld får de vestlige lande flere fordele. For det første svækkes Rusland økonomisk og militært. For det andet får NATO et uvurderligt billede af Ruslands militære formåen. For det tredje giver krigen NATO en mulighed for at teste nye våbentyper og andre former for krigsførelse i en krig med Rusland. For det fjerde giver krigen USA’s efterretningstjenester en kærkommen mulighed for at rekruttere spioner, både i Rusland og i Ukraine. Sidst men ikke mindst kan vestlige firmaer regne med at tjene styrtende med penge på en kommende vestlig ”Marshall hjælp” til Ukraine, når landet skal genopbygges efter den ødelæggende krig.

Man kunne spørge, hvorfor EU ikke optræder som en supermagt og overtager ansvaret for Ukraine. EU’s økonomiske og militære formåen er jo langt større end Ruslands. Svaret er, at EU er ude af stand til at optræde som en supermagt, fordi europæerne har vænnet sig til at leve som klienter under den amerikanske beskyttelse. EU blev i sin tid oprettet for at afskaffe magtpolitikken på det europæiske kontinent og er derfor ude af stand til at føre en benhård magtpolitik. I stedet er EU blevet godhedens imperium uden maskulin vilje og evne til med styrke, vold og magt at beskytte sine grænser, borgere og institutioner.

Når alt kommer til alt, så afhænger Ukraines skæbne af et enigt EU, men EU er splittet. De små lande som Holland, Skandinavien og de baltiske lande går ind for en hård kurs over for Rusland, mens de store lande, Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien, så helst en fredsaftale med Rusland. I forhold til Ukraine-konflikten støtter ca. 50 pct. af borgerne i Tyskland, Frankrig og Italien hurtige fredsforhandlinger med Rusland. Kun ca. 20 pct. støtter en langvarig udmattelseskrig med Rusland. Det er derfor umuligt at forestille sig, at et splittet EU skulle finde evnerne og viljen til at forsvare Ukraine. Europæerne er ganske enkelt alt for magelige til at forsvare sig selv og kæmpe for deres værdier og frihed. De bøjer sig, for så tror de, at de slipper for mere bøvl med Rusland.

Mens man i europæiske medier (inkl. de danske) beklager Trumps planer om at opgive Ukraine, fornægter man konsekvent europæerne eget ansvar for at sikre ukrainsk sejr. Europæerne mener ikke, at det er EU, der bør finansiere og løse det rent europæiske problem som Ukraine er. Europæisk – og dansk – holdning er, at Europa ikke har noget med europæisk sikkerhed at gøre – det er USA’s og de amerikanske skatteyderes bord.

Forhandler Trump og Putin en fredsaftale på plads, kan det sende millioner af ukrainere på flugt mod det vestlige Europa. Men ikke engang truslen om en massiv flygtningestrøm kan mobilisere politisk vilje og beslutningskraft i det pacifistiske EU og få unionen til at tage ansvaret for Ukraine. Hvis EU svigter Ukraine, vil Ukraine vil tabe krigen. Sker det, må EU indstille sig på gradvis at opgive dele af Østeuropa.

Efter årtiers nedskæringer ligger EU-landenes forsvar i ruiner. Trump vil sikkert tilbyde europæerne, at de kan betale for amerikanernes våbenleverancer til Ukraine. Det bliver meget dyrt. Det er derfor mere end tvivlsom, at de kriseramte EU-lande vil gå med til det, for det vil betyde, at de bliver nødt til at give afkald på deres velfærd. Derfor kan Ukraine ikke vinde krigen mod Rusland. Hvis Ukraine skal vinde, forudsætter det en eskalering, hvor vestlige soldater indsættes i krigen. Men hverken europæerne, Trump eller den amerikanske befolkning vil risikere en direkte konfrontation med Rusland. Derefter kan EU begynde at forberede sig på Ruslands næste skridt. Det skal nok blive spændende for Moldova, Georgien, de baltiske lande, Polen og måske også andre lande at se, hvad Putin vil bruge sin store sejr til.

Spørgsmålet er, hvor længe EU-landene vil stå sammen om Ukraine. Et flertal af europæerne vil jo hellere have fred end retfærdighed. Ifølge meningsmålinger, der foretages i EU, vil et flertal i befolkningen i de store vesteuropæiske EU-lande gerne leve i frihed, men er ikke parat til at betale for det. Det gælder også de velfærdsbedøvede danskere. Dansk støtte til Ukraine vil fortsætte, så længe det ikke koster rigtig meget for den enkelte dansker. Men hvis det på et tidspunkt begynder at koste på velfærden og Arne-pensioner, så falder hammeren. Kommer til en konkret prioritering, så vil langt de fleste danskere foretrække investeringer i et sundhedsvæsen og pensioner frem for at hjælpe Ukraine. Og derfor er Mette Frederiksens og Anders Fogh Rasmussens forsikringer om, at kun en sejr over Rusland kan accepteres, værdiløse.

Hvorom alting er: Alt tyder på, at EU inkl. Danmark før eller senere vil ofre Ukraine og overgive landet til Putin for at bevare en større fred. Og derfor bør ukrainerne frygte EU’s dolkestød.

André Rossmann

2
0