Stephan Helgesen, pensioneret karriere-diplomat fra USA, den 31. oktober 2024
Det er fristende at dykke ned i den dybe ende af det etiske svømmebassin og træde vande i et stykke tid, men tiden er knap, og amerikanerne har et valg til November. Derfor er det tid til at komme til kernen af de væsentligste forskelle mellem demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, og republikanernes Donald Trump.
Alle med et par øjne og ører er ikke i tvivl om, at Donald Trump er en uforskammet selvpromoter. Det har han bevist igen og igen igennem halvtreds år, mens han tjente sin formue på ejendomsinvesteringer i New York, Atlantic City, Washington, DC og Florida, for ikke at nævne hans oversøiske projekter. pga.. hans sponsorering af skønhedskonkurrencer og hans tv-show “The Apprentice” Donald Trump er blevet en kendt personlighed i Amerika. Nogle gange blev mandens navn betragtet som et bandeord, andre gange var det synonymt med forbryderiske tendenser til at fuske i ejendomsmarkedet. Trumps modus vivendi var altid at polere sit varemærke, og det gjorde han jævnligt, selvom det bragte ham i ubehagelige situationer. Det var som om Trump troede at lidt dårlig PR var bedre end ingen PR.
Elsk ham eller had ham, vi vidste, hvem han var, og vi var enten enige eller uenige i hans metoder. Der var een ting vi ikke kunne gøre, og det var at ignorere ham eller hans succeser. Der var undtagelser, og det var ærkedemokrater, som foragtede ham for hans koncept at “Make America great again.” Donald Trump var aldrig en inert kraft; han skubbede altid til noget eller nogen, og man kunne ikke undslippe hans tyngdekraft, især hvis man var skydeskive. Han gemte sig aldrig bag sin rigdom; han stod ved den og sagde aldrig, at han var ked af at være rig. Og det var det, der gjorde ham til den typiske amerikanske forretningsmand (at vinde uden undskyldninger). Hans filosofi var at gøre sig selv og sine virksomheder synonymt med den amerikanske økonomi, så det ville være et brud på den amerikanske drøm at lade dem gå fallit.
Trump havde det godt med sig selv, og hans mening kunne man nemt forstå når han udtrykte sig. Det var hans kendetegn – straight talk. Gennemsnits-amerikanere kunne mærke hans selvtillid, og nogle efterlignede ham, mens andre gjorde alt, hvad de kunne for at ødelægge hans politiske planer. Sådan er amerikansk politik og sådan er amerikanere: nogle er hurtige til at rose en, mens andre står bag kulisserne med en skarp kniv.
Trump er ikke ked af, at folk ikke kan lide ham, og han synes det er langt bedre at udtrykke sig lidt barsk og lidt for hurtigt end at vente på spindoktorer til at ændre dem til pænt teleprompterstof, som de fleste nemt ville kunne fordøje. Det er bedre at dumme sig lidt med ens egne ord end at bruge andres. Alt andet vil være uærligt.
Og så har vi Kamala Harris. Ingen, der kender hende eller har fulgt hendes karriere, kan være uenig i, at hun også er en selvpromoverende politiker. Hun kommer fra selvpromoverendes land (Californien og mere specifikt San Francisco) og fra et erhverv, der har specialiseret sig i at mele sin egen kage – advokater. Opvokset med en sort jamaicansk far, som var en selverklæret marxist, sad hun på skødet af venstrefløjens ideologi, og da hun selv var halvstort (hendes mor var af indisk afstamning), var det forudbestemt, at hun ville drage fordel heraf. Enhver, der er interesseret i hendes livshistorie, kan læse om hendes karriere-fremmarch fra nyhedsrapporter og om hendes kærlighedsforhold til en gift mand eller læse hendes selvbiografi, “The truths we hold: An American journey.” Derefter kan man selv bedømme, om hun bare var en gennemsnitlig amerikansk selvpromotør eller en, der var villig til at trykke på alle de kønsrelaterede knapper for at komme til tops. Hvis man skulle bruge sin race som middel til at få adgang til klubben, hvad så? Alt var tilladt i Kamala Harris verden.
Jeg vil hævde, at hendes rejse er en rejse af uforskammet egeninteresse, der går langt ud over grænserne for selvpromovering. Det har intet til fælles med et ærligt arbejde for beslutninger, der styrker det større fællesskab. Hvert skridt hun tog var i hendes egen interesse. Som anklager undgik hun aldrig rampelyset, hvis det kunne forbedre hendes muligheder for at få det næste gode job. Hendes søgen efter magt og berømmelse nåede, ironisk nok, sit nadir, da hun blev visepræsident og måtte sidde bag i en vogn, som kørte hendes kognitivhæmmede chef rundt i fire lange år. Hvor må det have været pinligt at vide sandheden om sin chefs mentale tilstand og skulle lyve til os om det lige fra starten.
Hendes selvinteresser kunne ikke næres af hendes nye job. Som mange visepræsidenter før hende blev hun henvist til en underordnet rolle og måtte nøjes med rester fra manden i det ovale kontor. Desværre gav ingen af dem tilstrækkelig næring til hendes ønske om magt eller tilfredsstillede hendes appetit på topjobbet. Hun tog dog nogle opgaver, og hendes præstationer var så dårlige at de skadede hendes meningsmålingstal. Tingene så ikke godt ud for Kamala, men så kom muligheden, som hun havde ventet og håbet på – chancen for at være den første farvede kvinde til at blive præsident! Det betød også, at hun var nød til at omdigte og genfortælle sin historie om fiktive prøvelser, trængsler og umulige opgaver, som en stakkels sort pige, skulle udsættes for uden “hjælp” fra andre. Hendes baghistorie er bestemt ingen “Hillbilly-elegi”-fortælling. Det er mere beslægtet med den amerikanske film, “Sådan får du succes i erhvervslivet uden virkelig at prøve.” Hun ved, hvad hun skal gøre i de resterende dage. Hun skal smile (men ikke grine), beskylde Donald Trump for at være en trussel mod demokratiet, fremstille ham som en racist, en dømt forbryder, et virksomhedsrovdyr, en kvindehader og en eksistentiel trussel mod alle kvinder, der ønsker at skille sig af med et uønsket foster. Hun bliver nødt til at imponere os med sin nyfundne gravitas og håbe, at journalister og medier vil lade hende væve en ny fortælling, der vil overbevise os om, at hun er en eksotisk blanding af Jeanne d’Arc, Indira Gandhi og Rosa Parks. Held og lykke med det.
Stephan Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat, der boede og arbejdede i 30 lande i 25 år under Reagan, G.H.W. Bush, Clinton og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
2
0