André Rossmann, den 22. september 2024, 24NYT
I sin første embedsperiode blev Donald Trumps regering saboteret indefra af de overvejende Demokrat-loyale embedsmænd i centraladministration samt de Trump-kritiske republikanere, der var udpeget til vigtige regeringsposter. De har alle gjort alt for at sabotere præsidenten, spænde ben for hans politiske dagsorden, nedsable hans politiske tiltag, indskrænke hans handlefrihed, samt miskreditere og udskamme ham gennem systematiske hån og hadsk latterliggørelse.
Nu sørger Trumps valgteam for, at det ikke sker igen. I Trumps politiske program ”Agenda 47” fra 2023 står opgøret med den venstreorienterede, Demokrat-loyale ”dybe stat” som den mest presserende opgave efter en eventuel valgsejr. På dag 1 vil Trump genindføre det såkaldte ”Schedule F”-direktiv, der giver præsidenten beføjelser til at fyre Demokrat-loyale embedsmænd og sikre, at en kommende Trump-regering råder over en loyal centraladministration.
Flere Republikanske aktivister og organisationer har i snart 2 år været i gang med at forberede Trumps mulige magtovertagelse i Washington. Stærke kræfter i det republikanske bagland har arbejdet intenst på at gøre en kommende Trump-maskinekøreklar og velsmurt i tilfælde af en endnu en valgsejr.
Planen er, at regeringen og centraladministrationen i løbet af 6 måneder skal drænes for ”sumpen”, dvs. alle de venstreorienterede, Demokrat-loyale embedsmænd i centraladministrationen, som har ét fælles mål: at stække Trumps magt og indflydelse i det amerikanske samfund og sikre, at et Demokrat-styret USA gradvis forvandles til en totalitær socialistisk formynderstat efter skandinavisk forbillede.
I april 2023 søsatte den konservative tænketank Heritage Foundation derfor det såkaldte ”Project 2025” – en politisk køreplan, der efter en valgsejr skal sikre, at de mange Biden-loyale embedsmænd fyres og erstattes af Trump-loyale folk, så en kommende Trump-administration kan være i stand til at regere resolut og effektivt. Det er ellers normal praksis i USA, at op mod 4.000 politisk udpegede embedsmænd udskiftes efter et amerikansk præsidentvalg. Den amerikanske centraladministration er imidlertid i den grad inficeret af Biden-loyale folk, at der skal fyres op til 50.000 embedsmænd. Dette er absolut nødvendigt, hvis en fremtidig Trump-regering skal undgå at blive saboteret indefra af Demokrat-loyale embedsmænd, som uden tvivl ville gøre alt for at underløbe en demokratisk valgt Donald Trump.
Heritage Foundation har over de seneste måneder gennemført tusinder af screening-samtaler med henblik på at identificere kompetente og Trump-loyale embedsmænd. Allerede nu har Heritage Foundation og Project 2025 sammensat en omfattende liste over 54.000 egnede kandidater, som skal besætte nøgleposterne i den kommende Trump-regering og centraladministration. Samtidig er Trumps inderkreds i gang med at udarbejde planer, tænke dybe tanker og skrive politiske programerklæringer for en gennemgribende konservativ revolution, der skal trække USA til højre.
Vinder Donald Trump præsidentvalget i 2024, har han et langt regnskab at gøre op med de mange politiske modstandere, som hver dag undergraver retsstaten for at få ram på ham. Og han har allerede ved flere lejligheder signaleret, at Demokraterne og ikke mindst Joe Biden kan regne med en velfortjent republikansk ”payback time”.
André Rossmann