TRANSKVINDER SKAL UD AF KVINDESPORTEN. HELT UD.

Asger Aamund, den 5. august 2024, aamund.dk

Ved de olympiske lege i Paris smadrede den algierske bokser Imane Kelif sin italienske modstander Angela Carini, så hun stærkt forslået måtte opgive efter kun 45 sekunders boksning. Grædende fortalte hun medierne, at hun aldrig var blevet ramt af så mange hårde slag på så kort tid. Nå ja, kan man indvende. Det er jo, hvad der sker i en boksering. Her er der dog den særlige omstændighed, at Carini er kvinde, men Kelif er mand. Eller en slags mand. Han er ikke transseksuel, men har levet hele sit liv som kvinde, fordi han vist nok er født med visse kvindelige kønstegn og mangler visse mandlige. 99,9 procent af alle fostre udvikler en klar enten mandlig eller kvindelig kønsidentitet, men så er der altså de 0,1 procent, der fødes med DSD (Disorder of Sex Development), altså personer, hvis køn ikke er entydigt udviklet. I gamle dage kaldte man disse mennesker for hermafroditter, som i Antikkens Grækenland var efterstræbt som et særligt seksuelt raffinement. Det kan være personer med en vagina, men i stedet for ovarier ligger der indkapslet et sæt testikler. Der er mange kombinationsmuligheder, når naturen taber den genetiske kontrol og Imane Kelif er en af dem.

Hun kan imidlertid ikke løbe fra, at hun er udstyret med en XY-kromosomkombination og derfor biologisk er defineret som hankøn. Det kostede Kelif deltagelsen i VM i boksning sidste år, hvor hun blev diskvalificeret sammen med Taiwan-bokseren Lin Yu-Ting, idet de begge i en test afslørede XY-identitet og som derfor efter IBA’s regler (International Boxing Association) defineres som mænd. Ledelsen af Den Olympiske Komité (IOC) er imidlertid i tidens ånd progressiv og går ind for DEI-princippet (Mangfoldighed, Ligemageri og Inklusion) og kan ikke se det forkerte i, at den biologiske mand Kelif gennembankede kvinden Carini. IOC-præsidenten Thomas Bach erklærede, at Kelif er født og opvokset som kvinde og står opført som kvinde i sit pas. Hun er derfor kvinde i olympisk forstand og kan fortsætte i turneringen. Alt sammen politisk korrekt og lige i tidens ånd. Bach blev støttet af Kelifs mor, der på tv naturligvis erklærede, at hendes datter var offer for sexistiske og racistiske angreb.

Det er imidlertid en kendsgerning, at denne verdens XY-population i reglen er født med en lang række fysiske fordele i forhold til de biologiske kvinder. De har mere muskelmasse, stærkere knogler samt større hjerte og lunger. Dette forhold ændrer sig ikke væsentligt, selv om mænd erklærer sig som kvinder og gennemgår kure, der nedbringer testosteronniveauet og øger østrogenprofilen. Imane Kelif kan kalde sig kvinde lige så meget ’hun’ vil, men det er tydeligt på fotos og video, at Kelif har en maskulin fysisk fremtræden med den kropsbygning og muskelmasse, mænd nu engang er udstyret med.

IOC har lagt sig ned som en dørmåtte for den aggressive regnbuebevægelse, der ikke er tilfreds med, at transkønnede i de vestlige samfund bliver accepteret og respekteret som alle andre. Man stopper ikke sin hidsige kampagne over for politikere og medier, før det at være transseksuel er accepteret som lige så normalt som at være heteroseksuel til trods for, at kun 0,05 af den danske befolkning identificerer sig som værende født med den ’forkerte’ krop ifølge den store sex-opinionsmåling foretaget for nylig af Aalborg Universitet og Statens Seruminstitut.

Debatten om den transseksuelle US-konkurrencesvømmer Lia Thomas viser, hvad de kvindelige sportsudøvere er oppe imod. Thomas er født og opvokset som mand, men besluttede som 22-årig at blive kvinde. På det tidspunkt havde han ikke kunnet slå igennem i konkurrencen og var opført som kun nummer 462 på den amerikanske rangliste. Nu deltager han i kvindernes svømmestævner og er nr. 1 på ranglisten til stor forbitrelse for de kvindelige atleter, der ikke har en chance mod den fysisk overlegne Thomas, hvis ’karriere’ støttes varmt af USA’s progressive kræfter, som jo i dag helt dominerer det amerikanske samfund.

Det lader dog til at markante personligheder har fået nok af mediernes, politikernes og institutionernes logren for LBGT + tyrannerne. Transkvinden Caitlyn Jenner, der som manden Bruce Jenner vandt guld i mændenes tikamp ved OL i 1976 udtaler, at OIC burde skamme sig, fordi man nægter at beskytte kvinders sikkerhed og ret til retfærdighed i kvindesporten. ”Alle med XY-kromosomer hører hjemme i mændenes konkurrencer”, udtaler hun. Verdens bedste svømmer gennem tiderne, Michael Phelps, der svømmede 23 guldmedaljer hjem til USA, fordømmer ligeledes IOC. ”Vi må kræve lige og fair konkurrenceforhold for kvinderne. Alle har ret til deres kønsidentitet, men ikke i konkurrencesport”, siger han.

Den amerikanske, kvindelige elitesvømmer Riley Gaines har i flere år kæmpet ihærdigt for at udelukke transkønnede mænd fra kvindesporten, hvilket har gjort hende forhadt i hele det progressive USA. Gaines kommenterer IOC’s accept af transbokseren Imane Khan: ”IOC er ligeglade med den italienske bokser Angelica Carini, som kunne være blevet dræbt i ringen. Kvinder betyder ikke noget for IOC, som ikke mener, at vi er værdige til lige konkurrenceforhold”

Det var USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright, der erklærede, at der var et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjalp andre kvinder. I dag må vi nok erkende, at i den moderne DEI-verden er der et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper  mænd til at blive kvinder. Imens sejler Imane Kelif med IOC som ringdommer støt videre mod sin uundgåelige guldmedalje i kvindernes welterweight-klasse.

2
0