Peter Qvistgaard, den 12. februar 2025
Hvem begræder de få, der turde forsvare de mange, der valgte at tie?
Og hvem begræder ofrene for de manges tavshed?
Gennem årtusinder har vi hyldet vore helte med overleveringer i form af fortællinger, sagaer, krøniker, eventyr, fabler og kæmpeviser (fortællende digte), der senere blev kaldt for folkeviser.
For fortidens stammer vidste, at det bedste forsvar mod fjenden var mod. Mod til at forsvare sin stamme og sin kultur, og mod til at gå i krig – og vinde den. For kun et stærkt forsvar skræmte fjenden. Den gang var krige mere normen end freden. For overalt lurede fjenderne, også farlige dyr og naturens luner, der tillige gav tørke, kolde vintre, hungersnød eller pest og kolera.
Kun modige, visionære kvinder og mænd var redningen for disse stammer. Derfor blev de æret og udødeliggjorte.
I vor tid er den kultur, som de efterlod os, desværre i hastig forvandling – og det med helte er reduceret til en saga blot.
Mørke og barbariske kræfter er kommet til vore områder. Fremmede, der kom fra ingenting, og vi gav dem alle ting. Men vore gaver blev kvitteret med utaknemlighed, dominans og hån. For i deres optik var vi vantro, altså undermennesker. Vi kom i samme kategori som de fremmedes egne underkuede kvinder.
Men det opdagede de fleste ikke. For de var jo benovede over de fremmedes eksotiske og spændende baggrund. Så de gav dem lov til at dyrke deres egen kultur: Skoler, hvor deres børn lærte at hade os vantro, forsamlinger, hvor deres kvinder naturligvis skulle sidde adskilt fra mændene, kønsopdelte svømmehaller, utallige førtidspensioner, som kun få danskere kunne opnå, anonymitet, når de begik vold og kriminalitet og lave straffe, når de blev dømt. Og slet ingen udvisninger, for nu var de jo blevet rigtige europæere.
Ja, de accepterede tillige, at de fremmede ikke ville give hånd til vore kvinder, og at deres piger ikke måtte få vore drenge som kærester – og at vi ville dø, hvis vi tillod os at tegne deres såkaldte profet.
Kort sagt, de mange betalte de fremmede for at ødelægge deres egen kultur. Et paradoks og en absurdisme, som de fordums helte sikkert vil anskrige fra deres gravhøje.
Men trods de mange feje, var der heldigvis nogle få modige, fx forfatteren Salman Rushdie, der for 23 år siden turde råbe vagt i gevær. Som tak fik han en dødsdom af de fremmede, og politibeskyttelse af den frie verden. Men ingen hæder. Kun rungende tavshed.
I Holland blev filminstruktøren Theo van Gogh halshugget på åben gade grundet sin kritik af de fremmede, og i Frankrig skete det samme for en skolelærer. I samme land blev 13 ansatte hos satireavisen Charlie Hebdo dræbt – for de fremmede bryder sig ikke om satire. Og her i Danmark blev tegneren Kurt Westergaard forsøgt dræbt – fordi han tillod sig at tegne den uhyggelige profet.
Bare for at nævne nogle få af dem, der turde gøre anskrig, mens de mange tav.
Og os andre få, der også turde råbe op, blev udskammet, sat i fængsel eller blev chikaneret og forfulgt af venstrefløjen og de fremmede. Ja, også af øvrigheden, som bl.a. lavede en lov om, at vi ikke måtte afbrænde de fremmedes afskyelige hade-bog. Ja, samme instans arbejder nu ivrigt for, at vi ej heller må vise vor afsky for samme bevægelse, der også går ind for hængning af homoseksuelle og stening af “utro” kvinder. Det er jo ikke pænt at kritisere barbarerne.
Europa har siden 2010 oplevet hundredvis af terrorangreb fra de fremmede – med mange døde og sårede borgere.
Men hvad gør nutidens europæere? Jamen, de går da hver gang i fakkeltog iført en lille sørgesang. Og dagen efter er der tilbud på smør i Netto. Det med massive støttedemonstrationer, krøniker og hyldestsange til de modige, til ofrene og til vor frihed, er der så ikke lige tid til. Og slet ikke tid til oprør mod de fremmede.
Så livet går videre, og det gør forvandlingen af vor kultur også – mens de modige forsvinder ind i glemslen.
De pårørende til terrorofre vil omvendt aldrig glemme – de politikere, der i godhedens navn ville redde hele verden, men ikke magtede at redde egne borgere.
Men stor hyldest til dem, der stadig tør, og skam til de mange, der tier.
2
0