Skal vi nu vente på en indbydelse?

Stephen Helgesen, den 24. marts 2025

De danske medier har travlt med deres skriverier om det planlagte besøg af Amerikas andendame, fru J.D. Vance,  energiministeren og præsidentens sikkerhedsrådgiver til Grønland. Formålet for dem er at overvære grønlændernes årlige hundeslædevæddeløb, som finder sted den 29. marts. Ifølge grønlændernes egen hjemmeside er væddeløbet en meget udfordrende begivenhed, som er en del af deres kulturarv.

Desværre ser nogle danske politikere på besøget som en ren provokation og en del af amerikansk propaganda, mens andre betegner det som indblanding i Grønlands indre anliggende. Det er, mener mange i medierne, en følgevirkning af en alt for aggressiv grønlandspolitik fra Donald Trumps administration. Et faktum som er værd at huske er, at Danmark og USA har en bilateral aftale vedrørende visumfritagelse for almindelige statsborgere fra begge lande. Dette “visa waiver program” dækker alle statsborgere i op til 90 dage fra deres ankomst.

Vicepræsidentens kone og de to andre rejsende kommer til Grønland som turister og har dermed ingen planer om at holde officielle møder med regeringsledere eller parlamentarikere – så hvad er problemet? Problemet er deres timing. De kommer på et tidspunkt, hvor mange danskere er vrede over Trumps trusler om en toldkrig med Europa. TV- og radioværterne er mægtig glade for lejligheden til at påpege, at danskerne er begyndt at boykotte amerikanske produkter og gå på barrikaderne ved universiteterne, mens visse indkøbs- og salgsorganisationer indfører nye varemærkninger for at “hjælpe” forbrugerne til at se, hvilke produkter  der ikke er af europæisk oprindelse – formentlig med henblik på at styrke kundernes boykotambitioner.

Amerikanske expats er også blevet skydeskiver for anti-amerikanismen. Jeg oplevede det personligt i sidste uge, mens jeg var debatgæst i et københavnsk radiostudie. Der var tre af os, som skulle debattere toldsatser og en mulig toldkrig mellem USA og Europa. Inden vi startede udsendelsen, gav jeg mit visitkort til den herre, der sad over for mig – en socialdemokrat og fhv. kandidat til Europa-Parlamentet. Han kiggede på det i to sekunder og skubbede det tilbage til mig. Han sagde: “Det har jeg ikke brug for. Jeg ved alt, hvad jeg behøver at vide om USA, og jeg er gift med en amerikaner.” Fra det øjeblik var jeg klar over, at det ville udvikle sig til en ubehagelig debat, men jeg lovede mig selv at medvirke som diplomat. Heldigvis gik det godt, men ved slutningen af debatten rejste han sig og sagde farvel til den anden deltager og ignorerede mig uden at sige “tak for i dag” eller noget lignende. Frækt og barnligt var det, men det fortæller lidt om, hvordan Danmark nu kan blive for amerikanere.

Det er ikke længere de glade tresser, ej heller de boomtider i halvfemserne. Det er Trump-tider, vi lever i – tider, hvor folks lunter er korte og deres hukommelse endnu kortere, især når det drejer sig om vores 80-årige transatlantiske venskab. Jeg håber, at alle deltagere og tilskuere får sig en rigtig dejlig dag den 29. oppe i Grønland, og at vi kan forhindre  medierne i at gøre besøget til den første etape af “hundeslædegate”.

Stephen Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande i løbet af 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, heraf syv om amerikansk politik, og har skrevet over 1.500 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com.

1
0