Blog

Stephen Helgesen, 15.02.25

Ian Fleming var en mesterlig forfatter, og han spandt et net af intriger og spænding omkring noget lyssky, nemlig regeringens spionverden. Hovedpersonen i dette drama var en karakter, vi alle kender godt: Bond, James Bond. Seksogtyve film er kommet og gået, og jeg vil hævde, at de ikke kun har formet spionverdenen og underholdningsbranchen, men også haft en dybtgående indflydelse på mænd, der ser sig selv (i det mindste i deres egne hoveder) som moderne helte, der kæmper mod alle odds for at bevare deres samfunds værdier og livsstil.

En af dem er Donald Trump, USA’s præsident og måske den mest magtfulde mand på planeten, (dog kan der komme modstand fra verdens rigeste mand, Elon Musk, der i øjeblikket nyder præsidentens midlertidige venskab). Kun dem, der aldrig har set en film, hvor to jævnbyrdige gladiatorer kæmper mod hinanden, vil blive overrasket, når disse to titaner, der bærer de samme regimentfarver, pludselig indser, at den anden kæmper for overherredømme, overskrifter og beundring. Store egoer er ofte mere sårbare overfor de indre dæmoner end de ydre realiteter, og det er en ubehagelig sandhed, som har udspillet sig på det store lærred i episke sammenstød – dog som regel mellem modsatrettede kræfter, der repræsenterer godt og ondt. Bond-helten arbejder målrettet og systematisk for at trænge skurken op i en krog og konfrontere ham i en klassisk mano á mano dødskamp.

Mens dette måske ikke er det endelige manuskript for Elon Musk og Donald Trumps partnerskab, er det mere end sandsynligt givet deres personligheder og den situation, de befinder sig i. Hvor meget kreativ ødelæggelse er nok, før det bliver til ren ødelæggelse, der medfører betydelige tab, uoprettelig skade på regeringsinstitutioner og undergraver offentlighedens tillid?

Det er et åbent spørgsmål, men ikke et ubesvarligt et, især hvis vi anerkender, hvordan magtfulde mænd interagerer med hinanden – og hvordan de ender med at løse deres uoverensstemmelser. Bond dræber sine modstandere, og vi hylder ham for det, fordi ondskaben og de trusler, de repræsenterer, er åbenlyse, og vi retfærdiggør ethvert middel til deres endeligt. Mindre åbenlyst, vil jeg hævde, er årsagerne til at smadre amerikanske regeringsorganer. Der synes at være ringe logik i at destruere hele myndigheder, blot fordi de tilsyneladende ikke er på linje med den aktuelle regerings politiske ideologi. Det er dog helt og aldeles typisk amerikansk at jævne en bygning, en blok eller endda et helt regeringsdepartement til jorden, før man har lavet en cost-benefit-analyse, der beviser nødvendigheden af en sådan ødelæggelse.

Der kan argumenteres for at udrydde ineffektivitet, forbedre systemer og omskole medarbejdere til at levere bedre service. Kongressen har traditionelt haft det tilsynsansvar, og selvom den mere end én gang har svigtet sin pligt til at identificere og rette op på ineffektiviteter, er det næppe retfærdigt helt at omgå den ved at give en ikke-valgt person frie hænder til at udføre dens arbejde. Der er nu mere end 70 lovbestemte inspektører (IG’er), der har beføjelse til at inspicere alle agenturer under regeringsdepartementerne.

Det ville synes at være et bedre valg at styrke, finansiere og opmuntre disse IG’er til at intensivere deres arbejde og udføre deres due diligence, før man hugger vilkårligt i agenturernes budgetter og personale. Selv James Bond ved, at det kun er en midlertidig løsning at slukke de brande, hans fjender har antændt, uden at kende deres oprindelse. Kilden til problemerne må identificeres, og først derefter bør en plan implementeres for at håndtere dem på en varig måde. Det er, hvad Bond ville gøre med en enkelt skurk, men desværre er det ikke, hvad der sker med DOGE, Departementet for Regeringseffektivitet. For at det gode kan sejre over det onde i Bonds verden, må skurken besejres.

I Trump og Musks verden er skurken en amorf “deep state”-kødæder, der sluger skatteydernes penge uden at levere en håndgribelig tjeneste. For at eliminere den, må dens fundament også fjernes, for som Musk sagde på en pressekonference i Det Ovale Kontor for få dage siden: “Vi er nødt til at slette hele agenturer, for hvis vi efterlader en del af dem, er det  ligesom at fjerne en ukrudtsplante. Hvis du ikke fjerner ukrudtets rødder, så vokser det let tilbage”.

Musk burde have henvist til den jord, der nærer væksten af ukrudtet, og til det græs, der vokser i større mængder omkring det, hvilket gør det muligt for ukrudtet at eksistere. Confucius sagde det bedst: “Græsset må bøje sig, når vinden blæser hen over det”. Kort sagt bør fastgroede idéer også bøje sig for velbegrundede argumenter. At rydde op i den amerikanske regering og gøre den mere effektiv er ikke nogen let opgave. For at optimere den bør vores departementers og agenturers arbejde ikke ses isoleret, men betragtes som en del af et større og mere indbyrdes afhængigt offentligt servicenetværk, der er forankret i rimelige forventninger og engageret i at fremme amerikanernes idealer og værdier. De er ikke noget, man bare skal kassere, fordi de ikke er moderne eller passer til en bestemt politisk tankegang. Musk og Trump bør tage havehandskerne på, bøje sig ned og inspicere den jord, vores institutioner er rodfæstet i – men det er tvivlsomt, om de vil gøre det, for ingen af dem er gartnere. De er showmænd, der udfører det, som man kalder performativ kunst.

Begge deler nu scenen og nyder det begrænsede skær fra den periode, der kaldes præsidentens hvedebrødsdage. Snart vil den være ovre, og projektørlyset vil dæmpes, og scenen vil føles smertefuldt lille. På det tidspunkt vil det blive klart for dem begge, at der kun kan være én hovedrolleindehaver tilbage på scenen – og at den anden må finde udgangen. Der vil ikke være tid til at dele en martini, rystet eller rørt.

Stephen Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel, der har boet og arbejdet i 30 lande i løbet af 25 år under Reagan, G.H.W. Bush, Clinton og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og han har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og samfundstendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com.