Asger Aamund, den 13. februar 2025, aamund.dk
Bortset fra Forsvarets Materiel og Indkøbsstyrelse er jobcentrene nok den mest kritiserede og forhadte institution i Danmark. Jobcentrene er en Kafkask labyrint med mange gange, men ingen udgange, der fører de ledige frem til fast arbejde. I stedet må klienterne se sig begravet i sære kurser, skemaskrivning og andet papirtyranni, der er milevidt fra arbejdsmarkedet. De ledige kalder konsekvent jobcentrene for ’kontrolcentre’, og det er svært at finde en klient, der har noget positivt at sige om den service, de bliver tilbudt.
Berlingske kunne i 2021 afsløre, at Jobcentrene i København gennem to år ikke har henvist en eneste ledig til et job til trods for, at det er beskrevet i loven at centrenes opgave at henvise. Rengøringsfirmaet De Fem Stjerner havde samme år arbejde til 450 personer. Københavns Kommune havde på den anden side mere end 24 000 jobparate ledige, men kunne ikke henvise en eneste til De fem Stjerner. Henvisninger er ellers et af jobcentrenes vigtigste redskaber. Først og fremmest til at koble de ledige til et udbudt job, men også til at kontrollere, om personer på dagpenge eller kontanthjælp reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Ved en høring på Christiansborg i november 2023 kom det frem, at kun 11 procent af arbejdstiden i jobcentrene bruges på at vejlede borgerne. Resten af tiden går med at registrere, planlægge og kontrollere.
Man kan jo heller ikke forvente andet, når jobcentrene ikke har kontakt med erhvervsvirksomhederne, som til gengæld helt har opgivet de kommunale centre som partnere i arbejdsformidlingen. I disse år, hvor der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft, foregår jobskabelsen gennem A-kasser, fagforeninger, vikarbureauer og sociale medier. Til trods for, at vi nu har rekordhøj beskæftigelse og historisk lav ledighed og 95 jobcentre, der er hægtet fuldstændigt af denne udvikling, viser en analyse fra A-kassen ASE, at jobcentrene stadig udvider personalestaben og nu råder over rekordmange ansatte. Skiftende regeringer har lovet et opgør med det enorme bureaukrati i arbejdsformidlingen, der er tynget af 29 000 gyldige direktiver og cirkulærer, som driver værket i A-kasser og jobcentre. Intet er sket i den sag. Den dybe stat har besejret politikerne og lever sit eget liv, hvor antallet af offentligt ansatte stiger støt år for år. I dette tilfælde er det HK Kommunal, der fortsat har kunnet skubbe stadig flere af sine medlemmer ind til fast arbejde i jobcentrene over hele landet.
Men nu er det slut, siger regeringen. Jobcentrene skal nedlægges, hvilket vil fjerne mere end 500 000 tvungne samtaler for borgerne og spare samfundet tre milliarder kroner. Arbejdsgiverne og især fagbevægelsen har længe presset på for få aflivet jobcentrene. A-kasserne har et godt samarbejde med erhvervslivet, da fagbevægelsens tillidsmænd på virksomhederne i reglen er godt informeret om ledige jobs. Fagbevægelsen ønsker helt at overtage arbejdsformidlingen for deres medlemmer og ønsker, at kommunerne skal bruge deres ressourcer på borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet. Det drejer sig om personer, der er syge eller har nedsat arbejdsevne. Det vil sige, at vi får to systemer. Et for ledige med ret til dagpenge, og et for andre, der har brug for en ’socialfaglig indsats’, som man siger i fagbevægelsen.
Indtil videre har det vist sig, at i Danmark er det helt umuligt at nedlægge offentlige institutioner, medmindre de genopstår i anden skikkelse med det samme antal offentlige arbejdspladser. Og sådan kommer det sikkert også til at gå denne gang. Det skal nok lykkes at komme af med jobcentrene i deres nuværende skikkelse. I landets 95 jobcentre arbejder der 12 500 ansatte, hvilket svarer til en medarbejder for hver sjette ledige i dagens Danmark. Når jobcentrene nu bliver afviklet, vil HK Kommunal i samarbejde med Folketingets røde og rødlige partier sørge for, at ingen bliver fyret, men anbragt i kommunernes tilbageværende arbejdsformidling for borgere, der har brug for en ’socialfaglig’ indsats. Her er der nok at gøre for en rask bureaukrat. Man vil sørge for et passende navn til den nye institution. Det kunne være ’Formidlingsservice’, der dufter af solidaritet og sammenhold. Klientellet vil være stort og voksende. De 12 500 medarbejdere har jo årelang erfaring med at forhindre etniske danskere i at tilkæmpe sig førtidspension, der synes forbeholdt migranter fra islamiske kultursamfund. Forfatteren Ahmad Mahmouds far, der var tømrer af profession, fik som nyankommet flygtning valget mellem et job eller en førtidspension, da jobcentret mente, at han nok led af PTSD efter flygtningelivets strabadser. Han valgte pensionen og døde som en bitter mand. Sociologen Ali Aminali beretter om, hvordan grupper af kvindelige migranter fra islamiske kultursamfund har organiseret sig i erfaringsgrupper, der træner hinanden i det vinderkoncept (rygsmerter kombineret med PTSD), der skal føre til førtidspension. Sådan er hverdagen på jobcentrene, som rundhåndet giver livslang , uberettiget kontanthjælp til arbejdssky migrantkvinder, fordi man ikke gider bøvlet med deres hysteriske protester, rasende ægtemænd og grædende børn.
Den moderne dansker får ikke sin identitet gennem sit arbejde, men gennem en diagnose. Man er først noget som offer, en det er synd for. Dem bliver der mange af i det danske klientsamfund. Borgere, der har brug for en ’socialfaglig’ indsats, og som gerne vil være tilknyttet arbejdsmarkedet, men ikke for meget og ikke for tæt på. Joh, den dybe stat skal nok sørge for at alle 12 500 medarbejdere får brug for deres ekspertise i den kommende kommunale ’Formidlingsservice’. Vi andre kan så synge med på Schiøler Lincks berømte vise fra 1936. ”Ih, hvor er det kommunalt!” Og det er det stadig i 2025.
2
0