Aia Fog, cand. jur., 9. januar 2024, Formand for Trykkefrihedsselskabet
Hvis regeringen gik og troede, at den nu kunne gå og putte sig og at koranlovskritikken var et overstået kapitel, må den tro om igen: USCIRF, USA’s kommission for international religionsfrihed, der har til opgave at rådgive præsidenten og udenrigsministeren, har udsendt en pressemeddelelse med en lammende kritik af koranloven og dermed af regeringen:
“USCIRF fordømmer afbrændingen af religiøse tekster eller andre genstande af religiøs betydning – såsom Koranen, Bibelen, Toraen, Vedaerne og Tripitaka (Pali Canon) – som dybt ucivil og respektløs,” udtaler USCIRF-kommissær David Karry. “Kriminalisering af blasfemi er den forkerte tilgang og ikke effektiv til at imødegå hverken sikkerhedsproblemer eller det underliggende had, som religiøse samfund oplever. Denne tilgang vil kun tjene til at udbrede skadelige stereotyper, der kan forværre situationen for religiøse minoriteter i Danmark.”
“Alt for ofte undertrykker regeringer menneskerettigheder, der er beskyttet i henhold til international lov, i jagten på nationale sikkerhedsproblemer,” siger USCIRF-kommissær Stephen Schneck. »Danmark bør som demokrati ikke gå på kompromis med de grundlæggende rettigheder til at forvalte sådanne mål.”
Man kan dårligt forestille sig en større svirper – og så endda leveret af Danmarks i enhver forstand største og mest uundværlige allierede. Men ikke nok med det: som tænketanken Justitias direktør, Jacob Mchangama, ganske rigtigt påpeger i et indlæg i Berlingske 4. januar, har amerikanerne generelt og på tværs af det politiske spektrum betragtet forbud mod blasfemi som i strid med ytringsfriheden og grundlæggende rettigheder. En opfattelse, der indtil vedtagelsen af koranloven har været delt af danske regeringer og som kulminerede med ophævelsen af blasfemiparagraffen i straffelovens § 140 tilbage i 2017. Med forbuddet mod ”utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund” har Danmark undsagt denne grundopfattelse og dermed ”…svækket den demokratiske og frihedsorienterede front i en helt afgørende international værdikamp, hvor indsatsen er høj”, som Mchangama udtrykker det.
Regeringens faneflugt har været både ilsom og uden at gøre sig nævneværdige overvejelser om, hvad det var, man smed på møddingen. Og den manglende stamina og ditto interesse for ytringsfriheden blev understreget af svenskernes(!) prompte og utvetydige opbakning til Det Frie Ord: Samtidig med den danske regerings hændervridende henvisning til trusselsbilledet som begrundelse for at rundbarbere danskernes ytringsfrihed, udtalte den svenske vicestatsminister, Ebba Busch henvendt til det muslimske samfund i Sverige, der havde krævet et tilsvarende forbud mod koranafbrændinger: ”Hvis, og jeg siger hvis, de anser sådan en demokratisk ytringsfrihed for at være uforenelig med deres tolkning af islam – så har den type islam ingen plads i Sverige”.
USCIRFs fordømmelse af Danmarks svigt af frihedsrettighederne er ikke alene pinlig for regeringen. Det er også en dybt beskæmmende påmindelse til os allesammen om, hvor hurtigt vi er faldet fra at være det lille, men værdifaste foregangsland – eksemplet til efterfølgelse, og til med rette at blive udskældt for at smide barnet ud med badevandet i misforstået og ussel frygt for voldsmandens veto og for at tækkes religiøse fundamentalister, despoter og antidemokrater.