Stephen Helgesen, 05/04/25
Den internationale politiske bordtenniskamp, der nu spilles mellem USA og Danmark, har intet tilfælles med det “pingpong-diplomati”, som fandt sted under Nixon-årene, hvor adskillige amerikanske spillere faktisk havde samtaler med deres kinesiske modparter i Japan under VM i bordtennis i 1971. Deres kontakt førte til en optøning af forholdet mellem Kina og USA og til præsident Nixons historiske besøg i 1972, første gang en amerikansk præsident satte fod på det kinesiske fastland. (Hele historien kan læses i bogen: “History of U.S. Table Tennis” af Tim Boggan, som faktisk selv var til stede ved turneringen.)
Sport har længe været en måde for ideologier at mødes eller udtrykke deres forskelligheder gennem deltagernes krop og sjæl. Mange gange styrker resultatet af disse konkurrencer de lande, som står bag holdene, men nogle gange skaber de også tilbageslag. Ved Sommer-OL i Mexico City i 1968 stod to amerikanske atleter, som havde vundet guld- og bronzemedaljer, på medaljepodiet og løftede deres knyttede næver i en “Black Power”-hilsen under afspilningen af “The Star-Spangled Banner”, til stor irritation for mange amerikanere som mente, at politik ikke hørte hjemme i sport. Tolv år senere fandt det berømte “Miracle on Ice” sted under OL på en ishockeybane i Lake Placid, da USA slog Sovjetunionen med ét mål. Amerikanerne var naturligvis ekstatiske. Spol frem til 2013, hvor NFL-spilleren Colin Kaepernick besluttede at forblive siddende under nationalsangen og ugen efter valgte at knæle, nægtede at rejse sig, og fornærmede dermed millioner af amerikanere.
Dette er blot nogle få eksempler på, hvordan sport er blevet brugt – nogle vil sige misbrugt – af politiske kræfter. Men man må erkende, at de hver især virkede på en eller anden måde. Det rejser spørgsmålet: “Kan konkurrenceprægede atletiske begivenheder være en vej til forsoning mellem alle tre parter, som er involveret i Grønland-sagen?” Personligt tvivler jeg, men jeg er åben for mulighederne. Hvor mange hundeslædehold har vi i USA? Ikke mange, kun få i Alaska. Og hvad med kvindehåndboldhold (noget som danskerne virkelig går op i)? Heller ikke mange. Hverken Danmark eller Grønland er store tilhængere af amerikansk baseball eller fodbold. Tilbage står vandsporten. Alle tre lande har en lang maritim historie. Grønlands største industri er fiskeri, mens danskerne længe har været søfarere, der har erobret fremmede lande siden det tiende århundrede. USA har til gengæld verdens ældste internationale sejladskonkurrence, America’s Cup. Måske burde alle konkurrere på bølgerne blå og derefter lade deltagerne trække sig tilbage på et fortøjet amerikansk hangarskib til et par drinks og diplomatisk samtale om, hvordan vi kan løse vores uoverensstemmelser om Grønland spørgsmålet.
Måske er sport ikke den bedste løsning, men noget skal gøres hurtigt, ellers vil situationen kun forværres især nu hvor vi befinder os midt i en handelskrig. Hvis vi ikke tænker kreativt, vil hvert land grave sig ned og begynde at styrke en urokkelig position, hvilket gør en gradvis forbedring af vores relationer endnu sværere. En ting at de amerikanske ledere skal huske er, at hvis Danmark mister kontrollen over Grønland – enten gennem et grønlandsk krav om selvstyre eller en aftale mellem grønlænderne og USA – ville det betyde et enormt prestigetab for et land, der allerede lider af en slags national “kropsdysmorfi” (en nagende følelse af, at landet er for småt til at påvirke verden udenfor).
Værdien af prestige for verdens ældste fungerende monarki er svær at opgøre i penge. I øjeblikket nyder Danmark godt af det “amerikanske angreb” på Grønland. Det bruger den klassiske David mod Goliat-kamp til sin fordel i medierne og blandt sine europæiske naboer i EU. Den nuværende regering, ledet af den populære socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, får en stigende opbakning fra alle partier, især fordi danskerne opfatter hende som én, der “står op imod bøllen” og forsvarer de forsvarsløse grønlændere.
Det er en episk kamp, som gavner regeringen og især statsministeren, der har ambitioner om at få en topstilling i EU. Det gavner også grønlænderne, der aldrig før har fået denne globale opmærksomhed, før Donald Trump udtrykte sit ønske om at “eje Grønland”.
Når det er sagt, er kampen om Grønland meget dramatisk og minder os om den nordiske mytologi, især når det gælder gudinden Freja, Thors stedmor og Odins kone. Odin var ofte væk hjemmefra, og Freja savnede ham dybt. Mens hun vandrede rundt i sin søgen efter ham, blev hun overvældet af sorg og begyndte at græde. Hendes tårer faldt til jorden som små dråber, der blev forvandlet til rent guld, mens dem, der faldt i havet, blev til ravstykker. Hendes tårer blev kendt som “Frejas tårer”. Måske kunne danskerne og grønlænderne samarbejde om at hidkalde Freja og få hende til at græde for dem i nogle måneder, og derefter bruge guldet til at købe Trump ud af hans forsøg på at erhverve deres glacialland med 57.000 fredselskende mennesker.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel, der har levet og arbejdet i 30 lande gennem 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, heraf syv om amerikansk politik, og har skrevet over 1.500 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han bor nu i Danmark og optræder hyppigt som politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
2
0