Stephen Helgesen, 10/12/24
Hvad har kapitalisme, socialisme og demokrati til fælles? Ifølge Joseph Schumpeter, den mest fremtrædende østrigske økonom i det 20. århundrede, drager de alle i en vis grad fordel af det, han kaldte “kreativ ødelæggelse” – en teori baseret på troen på, at økonomisk fremgang opnås gennem uforudsigelige, ofte pludselige og forstyrrende begivenheder. Schumpeters ideer stod ofte i skarp kontrast til hans engelske kollega John Maynard Keynes.
På trods af deres forskelle respekterede de to mænd hinanden, noget nutidens økonomer kunne lære af. Respekt for forskelligheder stimulerer samtaler og debatter, hvilket kan føre til forståelse, hvis ikke nødvendigvis enighed. En af de store forskelle mellem dem lå i deres syn på statens rolle i et kapitalistisk system. Keynes støttede målrettet statslig indblanding, mens Schumpeter afviste enhver form for statsintervention.
Når det kom til politik, blev Schumpeter betragtet som “konservativ,” mens Keynes ofte blev kaldt “radikal.” I dag ville Keynes sandsynligvis blive anset for at tilhøre den neo-konservative fløj. Selvom Schumpeter havde alvorlige forbehold over for det fri marked, holdt han sig langt væk fra socialismen, selv da han var finansminister i Østrigs eneste socialistiske regering mellem verdenskrigene. For Schumpeter var Marx fuldstændig forkert i sine svar på de store økonomiske spørgsmål og direkte forkert i sine implementeringsmetoder, men han betragtede sig stadig som en “søn af Marx.”
Udover livets store spørgsmål om menneskets oprindelse er det næste store spørgsmål for økonomer, hvilken vej vores moderne verdensøkonomier bør tage: “Skal vi lade innovation og forandring være de drivende kræfter for vores økonomier, selvom det forstyrrer etablerede systemer, eller skal vi stole på, at regeringer er bedre egnede til at griber ind med lovgivninger eller investeringer for at ændre balancen i samfundet og derved erstatte forældede og ineffektive systemer?”
For politikere bliver de fleste “rene” økonomiske teorier ofte kasseret, når de rammer virkelighedens politiske verden. De lærer hurtigt, hvilke vælgergrupper der betyder mest, hvilke økonomiske teorier disse grupper støtter, og hvor indflydelsesrige de er i forhold til genvalg. Der er få på venstrefløjen, som adskiller sig og er tro til deres ideologi, såsom Bernie Sanders og Elizabeth Warren, men flertallet udviser et gennemsigtigt spil af pragmatisk politik. Kort sagt reagerer de mere på kravene fra politiske donorer end på ideologi. Hvis det er sandt, hvor passer Donald Trump så ind i dette billede i det 21. århundrede?
En pragmatisk populist?
Der er ingen tvivl om, at Donald Trump tror på, at mindre regeringsindblanding er langt bedre end for meget, når det gælder Amerikas økonomi. Hans første periode som præsident var præget af skattelettelser for virksomheder og privatpersoner samt omfattende deregulering, men også indførelsen af betydelige toldsatser på importerede varer. Trump har lånt lidt fra både Schumpeter og Keynes’ lærebøger, og man kan argumentere for, at det gør ham til en økonomisk pragmatiker snarere end en tilhænger af én enkelt teori.
Trump forstår, at energipriserne påvirker omkostningerne ved alt, hvad enten varerne er produceret i USA eller importeret. Han mener også, at visse amerikanske industrier skal beskyttes mod udenlandsk dominans eller ejerskab. Det er ikke kun Trump, som tænker disse tanker. Det har været en erkendelse blandt politikere og økonomer siden industrialiseringens begyndelse. Men de sidste halvtreds år har energisektoren været mål for økonomiske og miljømæssige aktivister, der er villige til at ofre BNP vækst og job for deres idealisme.
Man må anerkende miljøgrupper, alternative energiselskaber og nogle politikere for deres indsats for at øge bevidstheden om behovet for at beskytte miljøet. Men mange har udelukkende ønsket at bruge reguleringer og politisk magt til at lave reformer, som kunne skade økonomien. Trump er tilhænger af både gulerod og pisk, når den økonomiske hest skal galopere hurtigere og han er slet ikke interesseret i at blive husket som præsidenten, der gav efter for grådige entreprenører eller uansvarlige energiselskaber.
Den næste bølge af kreativ ødelæggelse?
Det næste mål for en Schumpeter-lignende omvæltning er det føderale bureaukrati. Trump har erklæret, at han vil reducere og strømline regeringen. Tidligere præsidenter, som Bill Clinton med sin “reinvent government”-indsats, har forsøgt dette. Resultaterne har inkluderet eliminering af programmer, reduktion af job og konsolidering af regeringsagenturer. Nu er det Trumps tur. Kan han bruge “kreativ ødelæggelse” til at effektivisere systemet og tackle det fastgroede bureaukrati af “deep state”?
De kommende år vil måske være en afgørende test for Schumpeters teori i praksis, og det vil vise sig, om det amerikanske system kan håndtere de forandringer, der er nødvendige. Kan Trump gøre Amerika storartet igen uden at svække dets evne til at levere de ydelser, borgerne har brug for? Alt er muligt, men hans succes er tæt forbundet med en bred tilslutning til et aktivt samarbejde fra oppositionen.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat, forfatter til 14 bøger og over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale trends. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com.
2
0