Det er rart at kunne genkende H.C. Andersens gennemtrængende ord om kejserens nye klæder, især i forbindelse med mine landsmænds nyafsluttede valg. Efter utallige mange års propaganda, er amerikanerne endelig vågnede op – og stået op. De omfavnede sandheden og stemte imod det demokratiske partis fejlbare og upraktiske politik og ideologi som beklædte dem som et sæt gennemsigtigt tøj. Det samme gjorde sig gældende med deres mediaskabte kandidat, som gik i de nye klæder og nærmest truede amerikanerne til at beundrer dem..indtil en mand med orange hår råbte, “hun er nøgen”, hvorefter amerikanernes bind faldt fra deres øjne.
“Operationen var vellykket, men patienten døde.” Dette kunne meget vel være, hvordan hele nationen føler med hensyn til første del af denne sætning, når det kommer til valgprocessen. Men dem på venstrefløjen er tydeligt i sorg over anden del, som klart demonstrerede, at deres kandidat og måske hele deres regeringsfilosofi blev grundigt afvist af vælgerne, som gav Demokraternes foretrukne despot, fascist, misogynist og landsdækkende skurk, Donald Trump, en triumferende og magtfuld sejr samt et mandat til at gøre Amerika stortartet igen.
Som forventet har dette nu udløst, hvad der helt sikkert bliver den mest intense eftervalg-autopsi i mange år, og det vil sandsynligvis fører til den største selvransagelse i moderne amerikansk politisk historie… eller måske ikke. De sædvanlige mistænkte i medierne, tænketankene, meningsdannere af enhver slags samt sociale medie-influencere venter ikke på, at støvet lægger sig. De ved, at der er guld at finde selv i støvet efter en så episk sejr. De ved også, at autopsien på deres foretrukne politiske parti vil give dem en slingshot-effekt, der kan øge deres hastighed med at tiltrække nye seere, lyttere, læsere eller kliks og give dem en masse penge.
Valg er big business.
Det vil ikke overraske mig, hvis pengene brugt i valget 2024 langt overstiger de 14 milliarder dollars, der blev brugt i valget 2020, for valg er STOR business i Amerika. Og med en sådan investering vil selv den mest altruistiske donor til Demokraterne gerne vide, hvorfor de spildte deres penge. Sådan er naturen af amerikanske valg, især dem, der er rungende nederlag for et parti, der har baseret sig så stærkt på en alliance af specifikke vælgergrupper, der er baseret på en utraditionelt og tildels uacceptabelt værdisæt. Amerikanere (selv demokratiske amerikanere) vil have værdi for deres penge, og de vil have forsikring om, at de blev respekteret morgenen efter, at der blev udvekslet løfter og politiske følelser aftenen før.
Hvis ikke af andre årsager end finansielle, kan partiet for woke-kultur og big government vælge at virkelig lægge sig selv og dets handlinger, kandidater OG ideologi blot for alles øjne. Autopsien vil have en længe tiltrængt funktion. Og selvom den måske ikke peger på en enkelt dødsårsag, kunne det være en rensende oplevelse. Men fordi en sådan dybdegående undersøgelse af deres fiasko kunne afsløre de faktiske strukturelle svagheder i deres parti, kan de vælge en mere forsigtig undersøgelse for at redde ansigt og sikre deres donorbase til de kommende midtvejsvalg i 2026. Jeg kan høre mine kritikere sige: “Hvor utroligt kynisk af dig. Vi taler om halvdelen af landet her! Hvorfor vil du ikke anerkende Demokraternes gode intentioner?” Til dem ville jeg blot citere Shakespeare’s The Tempest, “What’s past is prologue,” især når det kommer til, hvordan de har taget deres egne vælgere for givet alt for længe.
Hvad skulle forhindre dem i at glossere over deres problemer og retfærdiggøre deres fravalg af en ærlig analyse ved at sige, at tiden ikke er på deres side, når det kommer til midtvejsvalget? Hvis partiledelsen ønsker sig en sejr i 2026, så skal de være meget forsigtige med selvkritik, ellers kunne de risikere et opgør fra midten, hvorved partiet kunne bliver splittet i to dele og gøre det svært for dem at konkurrere med Republikanerne om kontrol af Repræsentanternes Hus. Måske tænker de: sandheden vil stadig være sandheden om to år, og hvorfor risikere vælgertræthed eller værre for tidligt? Måske kan de regne med deres medlemmers bekvemme kollektive hukommelse om fortidens bedre dage ved at fremkalde billeder af tider under Barack Obama og Bill Clinton over de næste 24 måneder i håbet om, at sandheden om deres fejlede strategier, kandidater og ideologi ikke vil blive brugt som et redskab til reelt at reformere deres parti. Hvis jeg var en betting man, ville det være dér, jeg satte mine penge. Det politiske-industrielle kompleks er en enorm maskine.
Det omfatter hundredtusinder, om ikke millioner, af konsulenter, analytikere, meningsmålere, kommentatorer, journalister, politikere, små virksomheder og naturligvis medierne. Og på grund af sociale medier udvides det eksponentielt og viralt takket være ytringsfriheden, teknologi og profitmotivet. Nu kan enhver amerikaner med en computer eller smartphone og adgang til internettet gøre sig gældende politisk. For første gang indså Republikanerne vigtigheden af den tidligere oversete mulighed og omfavnede den, hvilket åbnede døren for deres kandidat til at træde ind i den nye verden af journalistik i det nye årtusinde. Det virkede. Trump nåede ud til millioner af vælgere, og hvis data er korrekte, stemte mange af dem faktisk… på ham.
Verden kigger med.
Her i Danmark har jeg observeret, hvor meget den gennemsnitlige dansker foragtede Donald Trump. En privat meningsmåling viste, at 88 % af danskerne ikke ville stemme på Donald Trump. Da jeg kender danskerne ret godt, kom det ikke som nogen overraskelse for mig. I de sidste måneder op til valgdagen fulgte jeg med stigende interesse dækningen af Harris kampagne versus Trumpkampagne, især i dansk fjernsyn. Igen var det ingen overraskelse, at dækningen af begge kampagner var ret lige målt i minutter per dag, men kommentaren var overvejende negativ, når det kom til Trumps persona. Der blev brugt alt for lidt tid på at analysere Trumps tidligere præstationer som præsident, ligesom medierne her ikke gik i detaljer om Joe Bidens/Kamala Harris fejltagelser i embedet. Jeg antager, at årsagerne er ret enkle. Når du har elimineret en kandidat fra din liste over “acceptable” kandidater bruger du ikke tid på at tale om faktiske politiker eller præstationer fra den kandidat, du har forkastet.
Dette er sandsynligvis en universel tendens blandt mange landes vælgere eller endda dem, der ikke kan stemme, men har en mening. Når det er sagt, er europæere generelt mistroiske overfor amerikanske ledere, der handler for dristigt, taler for højt og erklærer “America first” for ofte. De sidestiller det med nationalisme, som i deres øjne er det første skridt mod fascisme (når de ser på en sådan udvikling i bakspejlet på det 20. århundredes europæiske historie). De foretrækker kompromis og samarbejde frem for magtanvendelse, og fordi de ser den værst mulige sammensmeltning af en dristig, ligefrem amerikansk præsident med en truende “protektionistisk” dagsorden for Amerika, tager de afstand og er usikre.
Medierne i Danmark skifter nu melodi. De laver deres egen autopsi af valget og hvad Trumps sejr vil betyde for dem som et land, som europæere og som partnere i flere alliancer, ikke mindst NATO. De er nu bevidst om, at de kommer til at betale mere for at tilhøre NATO-klubben, og det vil deres kolleger i EU også. Og mens de bekymrer sig om, hvordan deres handelsrelationer med USA vil blive påvirket af en Trump-administration, engagerer de sig nu modigt i de vigtige diskussioner om, hvordan de skal tilpasse sig de nye realiteter i Trump 2.0.
Hvis bare vores Demokrater ville gøre det samme og ikke spilde landets tid på at modsætte sig alt, hvad Donald Trump siger eller gør, kunne vi måske virkelig gøre Amerika (endnu engang) storartet og give kejseren klæder der passer bedre til tiden.
Stephen Helgesen er pensioneret karriere-diplomat fra USA, der boede og arbejdede i 30 lande i 25 år under Reagan, G.H.W. Bush, Clinton og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser.
2
0