Stephen Helgesen, den 9. august 2025
“Du behøver ikke være enig i lovene for at overholde dem, men at vælge at ignorere dem er respektløst over for de mænd, der lavede dem, og det kan føre til lovløshed og anarki.” Det er ikke et citat fra en berømt mand. Det er mit eget, og det er et forsøg på at vise den relativisme, som mange på venstrefløjen i USA vælger, når det drejer sig om en præsident, der bruger alle lovlige midler til sin rådighed for at gennemføre sin politik. Desværre er der mange amerikanere, der nægter at anerkende, at præsidenten har visse beføjelser og rettigheder til at foretage lovlige ændringer – og den nuværende præsident er ikke bange for at bruge dem.
Amerikanerne krydsede Rubicon for længe siden, når det gælder om at spille efter et accepteret sæt civile spilleregler i lovgivningsprocessen. Vi er nu trådt ind i en periode med national sofisme, hvor demokrater og nogle republikanere bruger smarte, men vildledende eller intellektuelt uærlige argumenter for at vinde vælgernes gunst. Intet emne er forbudt, og ingen person er sikker mod grundløse beskyldninger, latterliggørelse, manipulation eller angreb på deres troværdighed og ærlighed. Artikel 1, sektion 6 i den amerikanske forfatning beskytter medlemmer af Kongressen og deres medarbejdere mod strafferetlig og civil retsforfølgelse for handlinger foretaget i den lovgivende sfære – dvs. på Kongressens gulv eller under komitéhøringer. Det er denne såkaldte “Tale- og debatklausul”, der som regel beskytter dem mod injurieanklager og giver dem grønt lys til at fortsætte med deres destruktive og personlige angreb mod politiske modstandere.
Men det er ikke sådan, lovgivning bør foregå.
I praksis betyder det, at medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatet samt deres medarbejdere frit kan fremsætte de mest groteske beskyldninger og kalde præsidenten (eller hvem som helst) for de værste skældsord og antyde alle mulige former for upassende adfærd uden at blive draget til ansvar. De kan bruge gloser som “nazister”, “racister”, “diktatorer” eller “forrædere”, og modtagerne af disse bemærkninger har meget lidt eller ingen mulighed for at gøre noget, så længe det sker som led i “officielt arbejde”. Det er vigtigt at bemærke, at præsidenten ikke nyder samme beskyttelse, men i stedet har noget, der kaldes “Executive Privilege” (præsidentens eneret), som betyder, at han kan tilbageholde visse oplysninger fra offentligheden og andre regeringsgrene. Denne ret er baseret på behovet for fortrolighed i den udøvende magt, men er ikke eksplicit nævnt i forfatningen.
Det er måske netop dette lovløse og bitre klima, som Tale- og debatklausulen tillader, der delvist er ansvarlig for sammenbruddet i reel tværpolitisk lovgivning og efterfølgende respekt for lovene i USA. Det kan også være, at denne adfærd har sat et dårligt eksempel, som andre amerikanere har valgt at følge i deres offentlige debatter i lokalsamfund og delstater.
I løbet af mit liv har jeg haft privilegiet at sidde i flere bestyrelser, der har udformet og implementeret regler for deres medlemmer. Vi benyttede noget, der hed “Robert’s Rules of Order”, en manual i parlamentarisk procedure med retningslinjer for, hvordan møder og beslutningsprocesser kunne gennemføres på en organiseret og retfærdig måde.
Reglerne var designet til at sikre, at alle medlemmer fik mulighed for at deltage. De bidrog til at holde diskussionerne fokuserede og ordnede og sikrede, at beslutninger kunne træffes effektivt og retfærdigt. I mange tilfælde forhindrede disse regler, at møder udviklede sig til kaos eller blev domineret af få personer, og de beskyttede både flertallets og mindretallets rettigheder. Huset og Senatet har deres egne forretningsordener, men med deres forkærlighed for bombast, overdrivelser og ærekrænkende bemærkninger, kan man undre sig over, om medlemmerne overhovedet har læst dem – eller om de kun fokuserer på deres ret til at være grove og fornærmende takket være Tale- og debatklausulen.
For mere end 800 år siden blev Jyske Lov født, og den danske konge, Valdemar, gav sit godkendelsesstempel. Loven sagde i sin essens: “Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden”.
Ingen, dengang for næsten et årtusind siden – og i århundrederne efter – kunne have sagt det bedre end Valdemar i sit danske kongerige. Mens USA ikke havde nogen konge ved sin grundlæggelse, havde det – og har det stadig – en forfatning og en øverste leder, hvis ansvar det er at sikre, at landets love bliver respekteret og fulgt. Det gælder beskyttelsen af amerikanske interesser og borgere, sikring af vores grænser og sørge for, at alle, der opholder sig i landet, gør det lovligt. Hvis ikke, bør de sendes tilbage til deres hjemlande – medmindre der er tvingende grunde og omstændigheder, der tillader dem at blive, som fx hvis de har søgt amnesti ved officielt at henvende sig ved en amerikansk grænseovergang i stedet for at snige sig over grænsen midt om natten.
For nylig er præsidenten blevet kritiseret for at foreslå en ny folketælling i USA (hvilket kræves af forfatningen i artikel 1, sektion 2, mindst hvert tiende år). Folketællingen udføres ikke kun for at fastslå befolkningens størrelse. Resultaterne har store konsekvenser ifølge “Enumeration clause”, punkt 3. Den vigtigste konsekvens er, at befolkningstallene afgør, hvor mange medlemmer af Kongressen hver delstat får. Derudover afhænger føderale skatteindtægter også af denne befolkningsbase – ligesom programmer som Medicaid – og derfor er det afgørende med nøjagtige tal for at kunne varetage folkets anliggender. Det er vigtigt at bemærke, at det er Kongressen, ikke delstaterne, der bestemmer, hvordan folketællingen skal udføres.
I de fire år under Biden-administrationen har USA’s sydgrænse fungeret som en svingdør (nogle vil sige en si), hvor millioner af uregistrerede (ulovlige) immigranter strømmede ind og enten blev i grænsestaterne eller migrerede videre til stater med generøse ydelser. Deres tilstedeværelse har lagt et enormt pres på mange staters ressourcer, da disse stater er blevet tvunget til at give adgang til dyr akutbehandling på offentlige hospitaler og klinikker – uden betaling (hvilket i sidste ende betales af amerikanske skatteydere). Lokale skoler har også måttet håndtere eksplosive stigninger i antallet af udenlandsk fødte og ofte ikke-engelsktalende elever, hvilket har krævet ansættelse af nye lærere og medført øgede udgifter til skolemad, transport osv. Det skal også bemærkes, at folketællingen bruges til at indsamle vigtig demografisk information om den amerikanske befolkning – fx alder, civilstand, køn, etnicitet osv. Disse data bruges både af offentlige og private organisationer og bør derfor opdateres regelmæssigt.
Jeg forventer fuldt ud, at med hvert nyt initiativ fra Det Hvide Hus for at fremme sin dagsorden og skabe lige vilkår på tværs af politiske felter, vil modstanden mod administrationen vokse – måske eksplosivt – indtil oppositionen forsøger at indtage den moralske højslette og omdefinere og retfærdiggøre lovbrud som retfærdig modstand.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande i løbet af 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, syv om amerikansk politik, og har skrevet over 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundstendenser. Han bor nu i Danmark og optræder ofte som politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
1
0