Stephen Helgesen, 15/04/25
Jeg forstår godt, hvorfor De tager fat på verdens handelsregimer og udfordrer nationer til at sænke deres toldsatser. Dog må jeg være uenig med Dem på ét punkt: Europa har ikke snydt os. De har blot været snedige forretningsfolk og bedre til at overbevise os om, at status quo var værd at beskytte. Vi amerikanere er blevet ført ned ad den slagne vej af dine forgængere – præsidenter, som gik ind for udenlandske investeringer, for at producere mere prisvenlige “amerikanske” produkter med billigere arbejdskraft for at tilfredsstille amerikanernes ønske om at spare penge.
Mange af os vidste, at det var fejlagtig politik. Fagforeningerne advarede os, men forbrugerne lyttede ikke. Vi blev ved med at købe og købe, mens flere og flere job forlod vores kyster til fordel for udenlandske sweatshops. Det rørte os ikke, så længe vi kunne nyde “Black Fridays” og spare endnu flere penge på kinesisk skrammel, mens vores naboer nede ad gaden måtte bede om arbejdsunderstøttelse. Vores disponible indkomst begyndte at falde, men vi fortsatte med at købe – selv da Walmart fyldte hylderne med hundredevis af kinesiske varer. Så kom coronavirusen. Vores forbrugsvaner ændrede sig hurtigt. Butikkerne oplevede mangel på varer på grund af faldende produktion og forstyrrelser i forsyningskæden. Priserne steg. Og vores indkomst faldt yderligere og snart blev vi tvunget til at købe hvad som helst – hvor som helst, vi kunne finde det.
Europæerne oplevede også smerterne, men ikke i samme grad, og det skyldtes tre grundlæggende årsager: 1. de havde en tradition for at være forsigtige forbrugere, 2. de købte europæisk-producerede varer, og 3. de var ikke i samme grad afhængige af kinesiske eller andre udenlandsk-producerede produkter. De fortsatte med at handle indbyrdes på fordelagtige toldsatser og solgte samtidig deres produkter til os med de samme lave toldsatser, som vi tilbød dem, mens de beholdt deres egne høje toldsatser på vores eksport. Kan vi kalde det “snyd”? Nej. Det er blot snu forretningspraksis at tage, hvad markedet kan bære. Faktisk har vi, Mr. præsident, snydt os selv ved ikke at kræve lavere europæiske toldsatser under tidligere republikanske og demokratiske præsidenter. Vi var enten for dovne til at prøve, for komfortable med at købe udenlandske varer eller for uvillige til at konfrontere europæerne om det. Kort sagt, tog vi intet personligt ansvar for vores forbrugsvaner.
Hvis vi virkelig er engageret i en handelskrig, så må vi være klar til at tænke kreativt over, hvordan vi skal føre den bedst muligt. Ønsker vi virkelig at bringe kontraktproduktion hjem fra Kina eller omdirigere produktion, der er bestemt for europæiske forbrugere, fra amerikansk-ejede datterselskaber, så må vi være klar til at gå hele vejen OG tilbyde disse datterselskaber en form for kompensation for at komme “hjem”. Da overgangen vil tage tid, må vi overveje skattemæssige incitamenter for dem og for europæerne, som planlægge at investere i vores land. Igennem mange år har de enkelte amerikanske delstater tiltrukket udenlandske investeringer med skattefordele og lettelser i det regulatoriske system ved at fremskynde byggetilladelser, for eksempel.
Det er på tide at USA på nationalplan overvejer at tilbyde et særligt incitamentsprogram for udenlandske investorer, som ikke stiller Amerikas virksomheder dårligere, men fungerer sideløbende med delstaternes egne incitamenter. Det vil tage tid – især da vores relationer til Europa er blevet forværret på grund af toldkrigen. Hvis Republikanerne ikke ønsker at tabe midtvejsvalget i 2026 (og det vil ske hvis den gennemsnitlige amerikaner ikke får økonomisk lettelse fra de stigende priser), så må man handler – hurtigt.
Man skal tænke kreativt for at handle kreativt.
Deres administration har gentagne gange erklæret sin hensigt om at “skaffe sig Grønland… på den ene eller anden måde.” For mange europæere – især danskerne og Grønland – er det skræmmende ord, der vækker minder om kolonitidens tankegang og gør intet for at forbedre relationerne mellem danskerne, grønlænderne og europæerne. Hvis Deres administration virkelig ønsker en tilnærmelse og at komme tilbage til forhandlingsbordet, kunne De overveje mit forslag. Hvad er forslaget, spørger De måske? Tja, det kan lyde vanvittigt og helt urealistisk, men…
Forestil Dem, at Amerika skaber en særlig toldordning for Europa, som giver grønlænderne et massivt økonomisk løft. Alt, europæiske producenter skulle gøre for at få en særlig reduceret toldsats, var at omdirigere deres forsendelser via grønlandske havne eller, hvis de ikke ønskede at sende varerne via Grønland til USA, kunne de vælge at betale et tillæg svarende til en forud aftalt toldsats, som USA og Grønland var blevet enige om. Indtægterne fra de nye toldopkrævninger skulle deles mellem USA og Grønland efter en forudbestemt fordelingsnøgle og gælde i en begrænset periode.
Denne særlige “Make Greenland Tradeable”-toldordning ville bidrage til at reparere relationerne mellem USA og Grønland og samtidig have en afsmittende effekt på andre europæiske nationer. Enhver krig får en ende, men ofrene for en handelskrig er ofte dem i bunden af indkomstskalaen, da de prisstigninger, der følger med (selv efter krigen er slut), forbliver og ikke falder, hvilket øger den økonomiske usikkerhed for almindelige familier. For at mindske smerten skylder vi os selv at handle kreativt.
Stephen Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande over 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, syv om amerikansk politik, og har skrevet over 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundstendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
2
0