Justitsmordet på Manhattan

Lars Hedegaard, den 31. maj 2024, 24NYT

For første gang i USA’s historie har et politisk parti fået lederen af et oppositionsparti dømt og tilmed på opdigtede anklager.

Trump blev for få timer siden kendt skyldig i alle 34 anklager, som den demokratiske offentlige anklager, Alvin Bragg, havde rejst. Trump-sympatisører og tilhængere af retsstaten havde til det sidste håbet på en “hung” jury, men håbet brast. Sagens korrupte dommer, Juan Merchan, vil afsige dom den 11. juli, og Joe Biden håber selvfølgelig, at det bliver en fængselsstraf.

Den kommende tid vil vise, om det forhold, at demokraterne nu vil kunne kalde Trump en dømt forbryder, vil få vælgerne til at vende sig mod ham. Det tyder intet på. Der er mere udsigt til, at den politiske skueproces ender som en pyrrhussejr.

Det står nu klart for millioner og atter millioner af amerikanere, at hvis man udfordrer magten, bliver man knust. Og hvis Den Dybe Stat kan komme efter Trump, kan den komme efter enhver, der ikke retter ind.

Det er imidlertid ingen tilfældighed at westerngenren opstod USA, for amerikanerne elsker den ensomme helt, som frygtløst gør op med skumle banditter og baner vej for ordentligheden og retfærdigheden.

Dommen er den foreløbige kulmination af snart ti års heksejagt på Trump, der må være den eneste mand i verden med styrken til at stå imod.

Afgørelsen vil selvfølgelig blive appelleret, men af en eller anden grund synes alle kommentatorer at være enige om, at appelrettens afgørelse først kan komme efter præsidentvalget den 5. november. Jeg har ikke hørt noget stille det indlysende spørgsmål, hvorfor det ikke kan gå hurtigere.

2
0