Stephen Helgesen, 07/02/25
Hver generation bør kanalisere Voltaire og huske et citat, der tilskrives ham: “Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil forsvare din ret til at sige det med mit liv.” Hver generation bør mindst én gang spørge sig selv, om den stadig er villig til at forsvare andres ret til at tage fejl i et demokrati – og derefter leve med konsekvenserne. Hvis den første måned af Trump-administrationen er en forsmag på, hvad der venter af sociale og kulturelle forandringer, bør Amerika ruste sig til den største demokratiske prøve siden Borgerkrigen.
Jeg er villig til at indrømme, at tidligere generationer af amerikanere sandsynligvis havde lignende følelser i 1920’erne med forbudet mod spiritus og øl, og i 1930’erne med Roosevelts New Deal og i de efterfølgende årtier med racemæssige konflikter og Vietnamkrigen. Alle disse perioder udfordrede vores tiltro til demokratiet, men vi kom igennem dem, om end som en mere modstandsdygtig med såret nation.
Desværre stammer modstandskraft ikke altid fra en bred accept af ubestridelige fakta eller ægte visdom, og den er heller ikke altid rodfæstet i en fælles pagt om at ændre nogle af samfundets mest fundamentale principper. Uenigheder om social eller kulturel politik kan midlertidigt dæmpes og til en vis grad afbødes med et skift i lederskab, men nyere amerikansk politisk historie viser, at disse uenigheder ikke er blevet totalt udryddet og fortsat vil bryde ud og teste vores evne til at håndtere dem på demokratisk vis.
Disse emner spænder bredt og berører ikke blot vores fælles (eller ikke-fælles) værdier, men er også systemiske og proceduremæssige i karakter. De handler både om, hvordan og hvorfor vi agerer som samfund, hvilket skaber unikke udfordringer, når vi skal etablere spilleregler. Vores forfatning er ret tydelig omkring mange af de rettigheder, vi har, når vi er uenige med hinanden, samtidig med at den opfordrer os til at skabe en “mere perfekt union” gennem disse uenigheder. Men den giver os ingen ufejlbar metode eller køreplan til, hvordan vi opnår varige samfundsændringer, der går ud over de grundlæggende rammer for en repræsentativ regeringsform.
Og her ligger problemet. Hvor mange generationer skal være enige om et princip eller en social forandring, før vi virkelig kan sige, at det er blevet en accepteret kulturel norm og dermed en søjle i vores amerikanske livsform? Når jeg ser tilbage på de otte årtier af mit liv, synes jeg, at vi endnu ikke har fundet svaret på det spørgsmål, da det politiske pendul har svinget frem og tilbage adskillige gange fra venstre til højre. Mange af de dengang uomtvistelige fakta om det amerikansk samfund, som jeg kendte, er overraskende nok stadig op for debat blandt såkaldt intelligente mennesker.
Du ved, hvad jeg mener – fakta som: Livets ukrænkelighed skal bevares; brug aldrig flere penge, end du har; respekter hver mand og kvinde; giv alle tvivlens fordel; undgå bevidst at skade andre; vær parat til at forklare din holdning; bevar retten til at beskytte din familie, dit samfund og dit land. Der er også de mere moderne spørgsmål som: Er der kun to køn? Har mænd ret til at deltage i kvindesport? Hvor længe skal uskyldigt liv i livmoderen beskyttes? Skal religiøse ledere have ret til at tale om politik i kirken? Findes der noget, der hedder hadetale, og hvis ja, hvem skal bringe det til ophør? Skal amerikanske myndigheder og industrier have kvoter, der giver mindretal fordele ved ansættelse og forfremmelse? Har Amerika stadig imperialistiske tendenser? Hvor mange penge bør vi få lov til at beholde selv? Ejer vi vores personlige data? Skal visse rekreative stoffer være lovlige? Og så videre.
Listen fortsætter, og mange flere spørgsmål kan tilføjes. Men det er ikke antallet af spørgsmål, der burde bekymre os. Det er nødvendigheden af overhovedet at stille nogle af dem, der er problematisk for mig. Når vi lægger vores manglende evne til at diskutere dem uden at forgifte samtalen eller fremmedgøre os fra hinanden, bliver problemet endnu farligere. Vi opnår intet ved at stå klar i en cirkulær skudlinje, der kun sikrer én ting: Gensidig ødelæggelse gennem vores fælles uvillighed til at tale sammen.
I en mærkelig skæbnens ironi kan Donald Trumps valg måske vise sig at være den isbryder, som Amerika har brug for til at pløje gennem vores fastlåste uenigheder og skabe betingelserne for mere ytringsfrihed, mere engagement og mere livlig debat – snarere end mindre. Hvis det er resultatet af en “disruptor” ved roret af staten, så melder jeg mig til den lange rejse gennem demokratiets polarhav med ham.
Stephen Helgesen er pensioneret karrierediplomat med speciale i international handel og har boet og arbejdet i 30 lande i løbet af 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og han har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
2
0