André Rossmann, den 6. juli 2024, 24NYT
Et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvorfor publikum klapper til koncerter, har fået 6,2 millioner i offentlig støtte.
”Forskningsprojektet” skal kortlægge, hvad der fører til de største klapsalver, og derved få større indsigt i de faktorer, der spiller ind under en koncertoplevelse.
Projektet har mødt kritik fra Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, der kalder det ”frås” med skatteborgernes penge.
”Der er grundlæggende et problem med, at vi ikke forvalter skatteborgernes penge ordentligt. Jeg tror, at der sidder ganske mange borgere derude og synes, det er meget træls, at man måske skal skære på sine bedsteforældres støtte, imens man så giver 6,2 millioner til, at der bliver forsket i, hvordan folk klapper til koncerter”, siger Sólbjørg Jakobsen.
Mens vi nu er i gang med at undersøge klapsalver til koncerter, foreslår 24NYT, at der gennemføres et tilsvarende forskningsprojekt med henblik på at undersøge, hvorfor danskerne, der klappede helt vildt ad Mette Frederiksen i de gode corona-dage, er holdt op med at klappe ad statsministeren.
24NYT mener, at et sådant projekt vil have en langt større samfundsmæssig værdi end forskningsprojektet vedrørende klapsalver i koncertsale.
André Rossmann