Stephan Helgesen, pensioneret karriere-diplomat fra USA, den 29. oktober 2024
Hvorfor foragter danskerne Trump? Jeg har nogle tanker om emnet, og de er baseret på den overbevisning, at vi mennesker har en tendens til at bedømme hinandens lederes motiver på baggrund af vores egne kulturelle fordomme eller præferencer for en bestemt slags ledere og en bestemt type styreform. Danskerne har altid undgået eller afvist folk, der praler for meget, og ikke støttet ledere, der var for selvoptagede. Når det er sagt, er der spørgsmålet om, hvordan de to styrende politiske systemer adskiller sig, og hvad det betyder for vores valg af ledere. I USA er landets politiske system en forfatningsmæssig republik, der giver mulighed for, at 50 delstatsregeringer kan fungere uafhængigt og ofte i konkurrence med hinanden. Denne model skaber ofte ledere, som er mindre interesserede i at samarbejde med andre stater og mere interesserede i at regere med kun deres egen stats velfærd i tankerne.
Det fører også til, at man vælger gode ledere og gode politikere, som er lydhøre over for deres egen befolknings behov. Det samme gælder for national politik, men med et twist. En god præsident vil forsøge at forene staterne om visse principper og søge fælles fodslag inden for økonomi, miljø, grænser og udenrigspolitik, men overlade kulturelle spørgsmål, som falder uden for hans ansvarsområde, til staterne selv at afgøre. Undtagelsen, vil jeg mene, er Demokraterne, som konstant forsøger at bruge præsidentens magt til at forme den offentlige politik og dermed ignorere de enkelte staters og deres borgeres vilje (tænk på Roe vs. Wade). Republikanerne forsøger derimod at forme den offentlige politik ved at bruge forfatningen og højesteret (når det er nødvendigt) til at forhindre enhver ændring i magtbalancen, som ville påtvinge delstaterne en national politik.
Siden valget i 2000, hvor de amerikanske domstole greb ind i optællingen af stemmer i Florida, hvilket gav George W. Bush sejren, er der sket en politisk og ideologisk afstivning af venstrefløjens rygrad, og lige siden er den amerikanske vælgerbefolkning blevet splittet i to ideologiske lejre. Demokraterne mener, at den amerikanske kulturelle status quo skal ændres radikalt, mens republikanerne fortsat har arbejdet for at beskytte visse standarder og normer, der er blevet betragtet som udtryk for traditionelle kulturelle værdier. Selv om det måske er lidt uretfærdigt at generalisere og sætte to etiketter på to store grupper af mennesker, kan det være nyttigt for debatten at se USA’s nuværende politiske situation i lyset af en konflikt mellem idealisme og pragmatisme: Demokraterne er idealisterne, der er villige til at risikere en kulturel borgerkrig ved at forkaste århundreders fremherskende praksis, mens republikanerne er pragmatikerne, der er villige til at beskytte et system, der måske ikke er perfekt, men som er værd at forsvare, fordi det har stået sin prøve gennem to århundreder.
Det bringer os til det aktuelle valg mellem en gennemprøvet leder og tidligere præsident, Donald Trump, og hans modstander, den nuværende vicepræsident, Kamala Harris. Hver kandidat repræsenterer de enkelte partier og grupper i deres politik. Den ene er stærk og taler direkte og lægger ikke skjul på sin støtte til »Amerika først« – en idé, der var populær i sidste århundrede, og som er i overensstemmelse med den amerikanske forfatning og magtens tredeling – mens den anden støtter en teori om Amerika som et utopisk samfund, hvor en stor føderal regering erstatter delstaternes rettigheder, og er villig til at gå på kompromis ved at fremme uprøvede politikker.
Forskellene i ledelsesstil er enorme i USA, men ikke så store som forskellene mellem et lille socialdemokratisk land som Danmark og et stort kapitalistisk land som USA. I Danmark er der kun få skænderier mellem kommunerne, amterne og regionerne, da danskerne har accepteret, at de ved at centralisere magten i færre amter og regioner opnår en administrativ stordriftsfordel, hvilket betyder, at den nationale regering skal bruge mindre på at forbedre serviceleverancerne. Det er fint i teorien, men det har en tendens til at ignorere en gammel tro på subsidiaritetsprincippet – at beslutninger, der træffes på det helt lokale niveau, normalt er de bedste. Interessant nok ligner denne tilgang USA’s republikanske praksis, men desværre ignorerer den en vigtig realitet – mens centralisering kan være fint for ikke-menneskelige bestræbelser, mislykkes det ofte med at forbedre menneskerelaterede tjenester, fordi det kræver reduktioner i arbejdsstyrken. Og når mennesker tvinges ud af servicekredsløbet, går det ofte ud over kvaliteten.
Magt, direkte tale og kraftfuldhed er i modstrid med dansk ledelsesstil, men er de foretrukne kvaliteter hos en amerikansk leder for mindst 50 procent af amerikanerne.
For mange på venstrefløjen i USA og for mange danskere er Donald Trump et symbol på bogen »Den grimme amerikaner« fra 1958 og en mand, der opfattes som næsten isolationistisk i sine synspunkter. Hans America First, Make America Great Again-mantra er en torn i øjet på mange danskere, som ville foretrække en præsident, der nedtonede USA’s magt og behov for at være nummer et. Derfor foretrak de en leder som Barrack Obama, der brugte højtravende retorik til at bejle til amerikanske vælgere og verdens ledere. Desværre løser retorik ikke problemer, og i 2016 fandt de fleste amerikanere ud af, at de ønskede et stærkt lederskab i stedet for en professionel politiker. Derfor blev Donald Trump valgt. Selv om ord betyder noget, betyder handlinger mere.
Amerika er som en supertanker, der sejler på verdenshavene og skal navigere i ofte forræderiske internationale farvande og samtidig beskytte sin værdifulde last. Dengang valgte USA en erfaren kaptajn til at styre statsskibet i fire år. Ja, denne kaptajn bandede som en sømand og havde sine mangler, men når han var på broen på tankskibet, gjorde han sit arbejde og undskyldte aldrig for at bringe sin last sikkert i havn.
Desværre valgte USA en professionel Washington-politiker til at erstatte ham, en person, som aldrig havde bygget noget eller ledet nogen, men som i stedet havde levet af de amerikanske skatteyderes gavmildhed i et halvt århundrede. Kontrasten var stor mellem Joe Biden og Donald Trump, og efter ikke at have overbevist de amerikanske vælgere og sit eget parti om, at han kunne stå distancen i yderligere fire år, gav han stafetten videre til sin næstkommanderende, som nu er ivrig efter at overtage styringen af den amerikanske supertanker uden nogensinde at have været ude på havet.
Ledelsesstil er ikke en test af ledelsessubstans, og ingen vælger, hverken i Danmark eller USA, bør begå den fejl at blande de to ting sammen. Erfaring betyder noget, og trufne beslutninger betyder også noget, og de bør danne grundlag for vores meninger om vores ledere. Vi lever i en farlig verden, som bliver farligere, ikke mindre, og hvis vi skal gøre os fortjent til gode ledere, må vi lægge overfladiske vurderinger til side og indse, at det gode aldrig må være det perfektes fjende. I sidste ende er det måske værd at huske på Jesu ord i Johannes 8. Da en utro kvinde blev ført frem for ham og skulle stenes, sagde Kristus: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten.« Ingen har siden sagt det bedre.
Stephan Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat, der boede og arbejdede i 30 lande i 25 år under Reagan, G.H.W. Bush, Clinton og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
2
1