Stephen Helgesen, 26/03/25
Tilbage i september 2016 fortalte den daværende amerikanske præsidentkandidat Hillary Rodham Clinton, at vi, der støttede Donald Trump, ikke var andet end en “kurv af uværdige” – uacceptable mennesker og, hvis vi fik vores vilje, ville ødelægge alle USA’s institutioner, dets kultur og forfatning, og føre det til en omfattende forvridning af vores grundlæggende værdier. Donald Trump slog tilbage, men skaden var sket. Bemærkningen kunne ikke ignoreres, og udtrykket blev hurtigt til det navn, som hardcore-demokraterne hyppigst brugte i deres samtaler, og som samtidig blev stærkt kritiseret af hardcore-konservative. Desværre har sådanne bemærkninger ofte en tendens, til at ramme afsenderen og ikke kun offentligheden.
Den offentlighed, jeg taler om her, er ikke kun amerikanerne. Nu har begrebet bevæget sig over Atlanten og nået europæerne, der nu synes at være enige med Clinton i, at Trump-administrationen har smidt gode manerer og langvarige protokoller overbord. Det blev meddelt i går, at vicepræsidenten nu vil ledsage sin hustru til det danske protektorat af Grønland, men ikke for at overvære et hundeslædeløb. Han skal mødes med militærfolk på Thule-basen (nu kaldet Pituffik, udtalt Bee-doo-feek), hvor omkring 150 amerikanske personer er udstationeret.
Besøgets karakter ændrede sig, fordi Trump-administrationen fik dårlig presse i Danmark og Grønland for at dukke op uden invitation, selvom de havde fuld ret til det i henhold til det amerikansk/danske visumfritagelsesprogram, som giver amerikanere og danskere ret til at besøge hinandens lande uden visum. Det gælder både officielle repræsentanter og almindelige mennesker. Men dét, at man har ret, gør ikke nødvendigvis handlingen rigtig, og den danske og grønlandske presse var hurtige til at påpege, at ankomsten af to Hercules-transportfly til deres lufthavn i Nuuk for få dage siden var dråben, der fik bægeret til at flyde over. For at blande metaforer: Amerika havde krydset Rubicon. Situationen så ganske vist dårlig ud for USA. Det lignede en invasion – om end en fredelig en af slagsen med pansrede køretøjer og et par dusin sikkerhedsvagter. Danskerne sendte også omkring hundrede danske politifolk fra det danske fastland til stedet.
Grønlændernes årlige hundeslædeløb gik fra at være en hyggelig kulturel begivenhed til en politisk præget en, hvor æresgæsten (vicepræsidentens hustru) faktisk ikke var officielt inviteret og derfor ville deltage uden arrangørernes samtykke. Et andet problem var, at Grønland netop havde holdt valg ti dage forinden og endnu ikke havde dannet regering, så ingen midlertidig regeringsrepræsentant ønskede at blive stemplet som “Amerika-elsker” ved at møde hende, før regeringsmagten blev overdraget til en ny koalition.
Med “aju-aju” – det grønlandske udtryk, som bruges for at få slædehundene til at bevæge sig fremad i sneen – lagde lokalbefolkningen pres på medierne for at give udtryk for deres utilfredshed. Journalister fra København og Nuuk greb historien og kaldte den “intimiderende” og “et brud på langvarig protokol”, “et slag i ansigtet på Danmark og Grønland” fra et territorium-hungrende rovdyr, der foregiver sig at være en velvillig frihedselskende nation.
Var Amerika dermed i færd med at opfylde Hillarys profeti?
I skrivende stund er besøget stadig planlagt med vicepræsidenten i spidsen. Destinationen (Pituffik) er fastlagt, og tidspunktet er kun få dage henne. Vance og hans hustru er stadig ikke inviteret nogen steder og vil sandsynligvis overnatte på basen uden at besøge løbet eller møde med lokale grønlændere. Med Trump-administrationen, kan alting naturligvis ændre sig med et øjebliks varsel, men sådan ser situationen ud lige nu. Besøget var, efter min mening, en taktisk fejl, som aldrig skulle have fundet sted uden i det mindste en bilateral aftale med danskerne og grønlænderne. I stedet står man nu tilbage med en pinlig oprydningsopgave, og på denne side af Atlanten vokser foragten for Amerika og amerikanerne. Nu ved vi, hvordan det føles at blive skældt ud, fordi vi ikke tog støvlerne af ved døren og efterlod mudder på værtens gulv. Vi er blevet “de uværdige” – i det mindste i mange europæeres øjne, og det vil tage tid at ændre deres opfattelse af os, før de igen med glæde køber vores produkter, roser vores kultur eller accepterer forskellene i vores lederskab.
Hillary tog måske fejl med hensyn til Trump-støtternes sande natur, men hun havde ret i opfattelsen af Trump-støtterne, og som vi amerikanere ved, er opfattelse ofte lig med virkelighed for mange mennesker. At få folk til at fokusere på fakta er en opgave så stor, at mange af os konservativt-tænkende allerede har opgivet at prøve. Nu er det bare dem og os uden nogen mellemvej. Lincoln havde ret: man kan ikke narre alle hele tiden, men alene det at forsøge skaber formidabel modstand fra alle sider. Europæerne er blandt disse modstandere, især danskerne, der ikke bekymrer sig om størrelsen på deres land eller omfanget af deres handel med USA. For dem, er at bøje sig automatisk for magt forkert, og de tøver ikke med at påpege, at kejseren ikke har noget tøj på – uanset hvor han sidder, eller hvor stort hans rige er. De er i deres DNA som tidligere krigsfolk. Det er ikke uværdigt – det er beundringsværdigt, om end lidt risikabelt.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande i 25 år under Reagan, G.H.W. Bush, Clinton og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv omhandler amerikansk politik, og han har skrevet over 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundsudvikling. Han bor nu i Danmark og optræder hyppigt som politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på stephenhelgesen@gmail.com.
2
0