Stephen Helgesen 22/11/24
Der bliver skrevet meget om, hvilken effekt Trumps sejr vil have på det amerikanske folk og verden generelt. For at være fair er det ikke kun et enormt spørgsmål, men også et, der ikke kan besvares uden at bryde det ned i mange forskellige og nogle gange forbundne dele. Sådan påvirker valg vores verden – på små og store måder, der ofte er vævet sammen, så vi ikke kan lave beviselige årsags- og virkningspåstande. Det, vi kangøre, er at diskutere fordelene og ulemperne ved at forfølge nationale mål fremfor globale. Med andre ord må vi forsøge at adskille vores følelser om nationalistisk eller globalistisk politik fra diskussionen og i stedet koncentrere os om et simpelt spørgsmål:
“Er det bedre at bo i et godt hus i et dårligt nabolag eller i et, der måske har lavere værdi men ligner de andre? Eller i et, der er i fare for at falde sammen?”
Dette spørgsmål er måske ikke fair at stille, fordi det forudsætter, at der ikke er en tredje vej eller mulighed. Men det er relevant, fordi alle lande har grænser som skal bevares, såvel økonomier og borgeres levestandard der skal beskyttes. På globalt niveau deler de også et verdensklima. Nogle lande er mere påvirkede end andre og de store lande har en klar fordel i kraft af deres resourcer og handelsaftaler og derfor kan føre en “mit land først” handlingsplan. De kan også dominere markeder og beskytte deres indenlandske produktion, mens mindre lande er markant mere sårbare.
Når det kommer til at skabe USAs internationale traktater, er der en magtdeling mellem præsidenten og Senatet. Det er indskrevet i artikel II, sektion 2 i USAs forfatning at Præsidenten leder forhandlingerne om traktater og sender sit traktatudkast til Senatet. Senatet kan acceptere det som skrevet, afvise det eller ændre det og sende det tilbage til præsidenten til gennemsyn. Senatet skal godkende enhver traktat med to tredjedele flertal. Det skal bemærkes, at ingen traktat kan indgås eller være bindende, hvis den overfører suverænitet, der er forbeholdt USA under den amerikanske grundlov, til en fremmed magt eller organisation.
Men den amerikanske regering er ikke tvunget til at indgå traktater for at samarbejde med andre lande. Den kan vælge toldsatser eller andre metoder som vil beskytte landets virksomheder, og alt afhængigt af hvilke metoder de anvender kan man betragte dem som enten normale eller protectionistiske. Klimaaftaler som Paris konvent (PCA) er noget helt andet. Der kan argumenteres for, at USAs tilbagetrækning fra PCA er en rimelig beslutning set fra et retfærdighedssynspunkt, fordi USA ville være stillet dårligere, da PCA tillader store forurenere som Kina og Indien undtagelse fra at sænke deres CO₂-udledninger og andre forurenende stoffer til samme niveau som vestlige lande for eksempel, USA. Dette er hovedargumentet for at trække sig ud af aftalen og viser, at USA mener, det er bedre at bo i et godt hus, selvom det større nabolag er under pres.
Det store problem er, at verdens klima ikke respekterer landegrænser. Der er også et andet problem, som mange europæiske lande ofte overser, nemlig den amerikanske befolknings skepsis overfor den umiddelbare trussel fra global klimaforandring. Mange husker “syreregn”-alarmen i 1970’erne og 80’erne, hvor det blev antaget, at amerikanske søer og skove var under alvorlig trussel fra syreregn, der skyldtes forurening fra midtvestens kraftværker.
Efter at have brugt en halv milliard dollars over ti år på at undersøge situationen, viste en rapport, at forskerne ikke fandt nogen “rygende pistol.” Problemet var langt mere kompliceret, end man havde troet; andre faktorer bidrog til skaderne på træerne; og det var vanskeligt og i nogle tilfælde umuligt at fastslå årsag og virkning. Nogle mener, at ingen krise bør gå til spilde, og i tilfældet med syreregn gjorde den det heller ikke. Ifølge en artikel i Forbes af Larry Bell havde syreregns-alarmen store finansielle og klimatiske konsekvenser.
Senator John Heinz (R–PA) og Timothy Wirth (D–CO) støttede tidligere et “Project 88” for at omdanne miljøspørgsmål til forretningsmuligheder. Alarmen om syreregn dannede grundlag for ny lovgivning, der skabte markeder for køb og salg af overskydende svovldioxid (SO₂) kvoter. Projekt 88 blev til Clean Air Act fra 1990.
Dette var blot ét eksempel på, hvordan klimaaktivistiske lovgivere kan skabe forretningsmuligheder, men det har ikke ændret den grundlæggende amerikanske skepsis og mistillid til det videnskabelige og lovgivende samfund. Seneste eksempel var med coronavirus-pandemien, hvor regeringen viste sin hånd i et sundhedspolitisk pokerspil med høj indsats. De valgte de eksperter, der passede til deres dagsorden, og brugte deres magt til at overbevise (eller tvinge, om man vil) offentligheden om at acceptere deres videnskab.
Det bringer os tilbage til PCA. Amerikanere er også skeptiske over for globalister, ligesom andre folkeslag, som briterne, der valgte at forlade EU gennem Brexit. Danmark gjorde det samme i mindre grad ved at afvise Maastrichttraktaten og valgte at stå udenfor euroen for ikke at være sårbar overfor euroens udsving. Det er enhver nations ret at beskytte sit eget, og for lande, der fysisk bor side om side, giver det mening at engagere sig i bestræbelser på at afbøde klimaforandringernes virkninger (og andre grænseoverskridende problemer), i det omfang det er gensidigt fordelagtigt.
Det faktiske spørgsmål, der nu debateres, efterhånden som USAs sandsynlige tilbagetrækning fra PCA bliver en realitet, burde have været på alles dagsorden længe: “Bevæger vi os for hurtigt, givet modstanden mod globalisme, verdens eskalerende økonomiske problemer og de mange krige, der dræner vores statskasser?” Med højredrejningen i lande som Tyskland og andre steder kan det være klogt at træde et skridt tilbage, tage en pause, bygge mindre koalitioner og indgå økonomisk rentable partnerskaber, der kan bevise deres succes lokalt, frem for at forsøge at presse en klimaforandrings-kamel gennem nåleøjet.
Stephen Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat, der har boet og arbejdet i 30 lande i 25 år under Reagan, G.H.W. Bush, Clinton og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter af fjorten bøger, syv af dem om amerikansk politik, og har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
1
0