Genopbygningen af Den Europæiske Union:
Et amerikansk perspektiv
Stephen Helgesen, 14/04/25
For at kunne føre en fornuftig diskussion om, hvad den gennemsnitlige amerikaner mener er galt med Europa, må man henvende sig til den procentdel af amerikanere, der nogensinde har været i Europa eller ved noget om Europa – udover nogle få vigtige milepæle i europæisk historie. Ifølge en undersøgelse fra Pew Research foretaget i 2023 har cirka 76 % af amerikanerne rejst til ét udenlandsk land (mange, hvis ikke de fleste, til Mexico eller Canada), mens 26 % har rejst til mere end ét. Det efterlader stadig 23 % af amerikanerne, som aldrig har forladt hjemlandet. Den befolkningsgruppe, der rejser mest, er – ikke overraskende – ældre voksne, der typisk har mere tid og flere penge.
Der har været perioder i fortiden, hvor Europa var det mest spændende turistmål, og andre, hvor amerikanere i det store hele var uvelkomne (Vietnam-konflikten var sådan en periode). Siden oprettelsen af det europæiske fællesmarked og bevægelsen mod en styrket og udvidet Europæisk Union har amerikanernes holdninger ændret sig – nogle gange til det bedre, andre gange ikke. Maastricht-traktaten i 1992, som lettede rejsebegrænsninger og banede vejen for en homogenisering af Europa samt etableringen af en fælles valuta (med undtagelse af den danske krone og det britiske pund), var til stor gavn for både europæiske og amerikanske rejsende.
Nogle få kvalificerede antagelser eller observationer:
– De fleste amerikanere følger ikke med i, hvad der sker politisk i Europa (måske med undtagelse af de seneste tre år siden begyndelsen af krigen mellem Ukraine og Rusland).
– De fleste amerikanere kan ikke nævne mere end en håndfuld europæiske lande – og kan i endnu mindre grad placere dem på et verdenskort.
– De fleste amerikanere taler ikke et andet sprog.
– De fleste amerikanere køber ikke europæisk-producerede varer.
Med det som baggrund og i fraværet af egentlige data, der peger på en markant ændring i holdningen til Europa, tvinges amerikanerne nu til at tage stilling til den nye handelskrig, som Det Hvide Hus fører mod verden og især Europa og Kina. EU bliver fremstillet som en handelsblok, der aktivt har gjort det svært for amerikanske produkter at konkurrere, blandt andet på grund af høje toldsatser og ikke-toldmæssige handelshindringer. Præsidenten har gjort det klart, at “Europa har snydt os” og, at det nu er tid til at ændre på toldstrukturen. I øjeblikket bliver præsidentens udmelding ikke i væsentlig grad tilbagevist som værende usand af EU eller af fremtrædende amerikanske økonomer.
Det kan betyde én af to ting: Enten er udtalelsen sand, eller økonomer og andre ønsker ikke at gå imod præsidenten. Jeg har en mistanke om, at denne tilbageholdenhed med at sige ham imod bidrager til den gennemsnitlige amerikaners voksende negative holdning til Europa. Dette forstærkes af mange amerikanske rejsendes oplevelser, hvor de selv (eller deres landsmænd) er blevet gjort til grin eller fornærmet af arrogante europæere. Derfor er det kun et lille skridt derfra at tro på fortællingen om, at europæerne har snydt os i handel i årtier. Blandt dem med kendskab til international handel findes en udbredt opfattelse, at “USA innoverer… Kina imiterer… og EU regulerer”. Og det er denne uretfærdige regulering, den amerikanske præsident har grebet fat i som argument for at etablere et nyt handelsparadigme.
Jeg vil hævde, at der ligger noget andet bag end blot et ønske om at vende tilbage til fornuftig handelspraksis. Jeg tror faktisk at præsidenten ønsker at nedbryde hele EU’s handelsblok og erstatte den med et netværk af bilaterale handelsaftaler mellem alle europæiske lande – inklusive USA. Han er ikke alene i troen på, at EU er blevet for reguleret og bureaukratisk.
EU har frataget de enkelte medlemslande selvstændighed og i stedet “handler på deres vegne for deres eget bedste”, hvilket har gjort Europa til et protektionistisk kontinent med én samlet overordnet handelskultur. Ligesom missionærer tror EU-eliten, at de kan påtvinge deres overbevisninger på andre lande, der ønsker at handle med dem. Eksempler herpå er de overdrevne klimaregler og ofte unødvendige produktsikkerhedskrav, som reelt behandler forbrugerne, som om de ikke har nogen sund fornuft.
De momsafgifter (VAT), som europæiske forbrugere betaler på alle varer – og som præsidenten har udpeget som en uretfærdig handelshindring – er efter min mening en afledningsmanøvre, af én simpel grund: Disse afgifter gælder importvarer fra alle lande såvel som europæisk-producerede varer. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor klogt det er at opretholde en skattepolitik, hvor der lægges skat oven på skat i hvert produktionsled, hvilket fører til høje detailpriser. Men det er hver nations ret at gøre dette, ligesom det er hver enkelt amerikansk delstats ret at indføre forskellige salgsskatter. USA vil ikke kunne ændre visse europæiske regeringers holdning til deres skatteregimer. Det må amerikanerne (ligesom europæerne) leve med indtil de føler, at de har fået nok og gør oprør imod dem.
Hvordan kunne en ny genopbygget EU-handelsstruktur se ud?
Under en ny handelsstruktur kunne hvert europæisk land forhandle særskilte handelsaftaler med sine handelspartnere, som tager højde for deres egne nationale behov. I de lande hvor man vurderer, at en indenlandsk industri har brug for beskyttelse mod urimelig dumping, som ville oversvømme markedet med billigere varer og føre til opløsning af en vigtig national industri, ville bilaterale aftaler og toldsatser kunne beskytte disse industrier. Hvert land, der ønsker at opretholde sin selvforsyning og konkurrenceevne indenfor en given sektor, skulle have mulighed for det gennem individuelle aftaler uden EU’s indblanding.
EU er ganske enkelt blevet for stor og for alt indgribende.
Hvert år producerer EU-bureaukrater 80 direktiver, 1.200 forordninger og 700 afgørelser, hvilket presser de enkelte medlemsstaters evne til at efterleve (og betale for) et sæt ekstremt komplekse regler og direktiver. Der er 50 lande i Europa og 28 EU-medlemslande. Mange af dem har meget lidt tilfælles – hverken historisk, kulturelt eller socialt. Der er ingen måde, hvorpå 28 lande reelt kan blive “homogeniseret”. Selv om EU har gjort noget godt i fortiden, har det også nægtet at anerkende, at verdensordenen har ændret sig og jeg vil hævde, at det skete allerede før Donald Trump tiltrådte. De vigtigste drivkræfter bag forandring har været grænseoverskridende immigration, krige, energiforsyning, indflydelsen fra stormagter som Kina og Rusland, svingende økonomier og en kraftig vækst i antallet af ældre borgere, som kræver flere velfærdsydelser og dermed presser de nationale budgetters evne til at dække omkostningerne.
Et nyt europæisk militært paradigme er også nødvendigt – et, der omfatter oprettelsen af en paneuropæisk militær styrke, som kan forsvare medlemslandene – enten uafhængigt af NATO eller i samarbejde med den. Et konkret eksempel, hvor et fælles forsvar ville have været nyttigt, er den nuværende krig i Ukraine – en konflikt, hvor NATO ikke kan involveres, men hvor en europæisk militær styrke kunne have været indkaldt til at kæmpe imod den russiske invasion.
Der er kun få af os, som har fulgt europæisk politik og international handel, der vil anbefale en total opløsning af EU, men der er til gengæld mange, som erkender, at Unionen trænger til en reform – i det mindste hvad angår global handel – for at genoprette balancen og opnå mere retfærdighed. EU trænger til modernisering, før toldkrigen skaber flere uskyldige ofre.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande over en periode på 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger – heraf syv om amerikansk politik – og har skrevet over 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundstendenser. Han bor nu i Danmark og optræder ofte som politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
2
0