Stephan Helgesen, pensioneret karriere-diplomat fra USA, den 29. oktober 2024
Ikke siden vi udryddede fascismen i Tyskland og Italien efter Anden Verdenskrig har jeg hørt ordene fascist eller diktator blive brugt så meget som i dag. Godt nok var der stadig mange diktatorer i verden i 1950’erne og 1960’erne, men de store havde bukket under med Hitlers, Mussolinis og senere Stalins død. Verden var og er stadig fyldt med diktatorer og autokrater, der optræder som demokratiske ledere og tilbyder deres borgere demokrati og frie valg. Der var Sovjetunionen, Kina, lande i Central- og Sydamerika, Cuba, for ikke at nævne nationer i Afrika og Sydøstasien samt Mellemøsten.
Diktaturerne levede i bedste velgående, og ét-partistater blomstrede i tiden efter Anden Verdenskrig. USA misbilligede nogle og støttede andre af bredere udenrigspolitiske grunde. Vi spillede russisk roulette med andre folks regimer, mens vi belærte dem om fascismens onder. Hjemme var vi mere optagede af indenrigs borgerrettigheder end udenlandske, selvom vi støttede visse regeringer i bestræbelserne på at beskytte ”Amerikas interesser.”
Vi så diktaturernes effekt i Cuba med Cubakrisen, men vi oplevede det først tæt på i 1970’erne, da en bølge af terrorisme ramte vores flyselskaber med kapringer og gidseltagninger. Hele verden var på vagt, da revolutioner rykkede tættere på demokratiets kyster. Vi, der var i live dengang, vil aldrig glemme den fare, vi stod overfor fra russernes atomtrussel gennem deres allierede. I november 1979 blev hele landet alarmeret, da militante i Iran tog 66 amerikanere som gidsler som følge af den iranske revolution 1978-79 efter Shahens magtafståelse.
Sandheden er, at vi aldrig rigtig har udryddet diktatorene i verden. Hvor der var et magtvakuum eller penge at tjene, var der diktatorer villige til at træde til og tage magten og de penge, der fulgte med. Grådighed er en del af den menneskelige natur, og det samme er desværre jagten på ideologisk renhed. Der vil altid være en karismatisk person med løsningen på et lands mest presserende problem, som er villig til at portrættere sig selv som det eneste svar. Det kan ske næsten hvor som helst, hvor forholdene for en politisk revolution er optimale, som i 1930’ernes Nazityskland, der var ødelagt af gæld efter Første Verdenskrig og høj inflation og som desperat ønskede at blive respekteret igen. Tyskerne valgte Hitler, men de kunne lige så godt have valgt en som Mao, Pol Pot eller Ayatollah Khomeini, der var villige til at tilbyde dem et bedre liv gennem deres ét-partistyre, hvis de altså havde været på stemmesedlen.
Vi har ikke diktatorer i Amerika, fordi vores system gennem magtens tredeling ikke tillader det, og vores historie har vist, at amerikansk demokrati kan overleve selv efter en blodig borgerkrig. Chancen for at vi vælger et diktatur af økonomiske grunde, er lille, fordi vores økonomi stadig er stærk og gavner de fleste amerikanere, uanset om de befinder sig højt eller lavt på den økonomiske stige, selvom mange er dybt forgældede og kæmper for at få økonomien til at hænge sammen. Selvom vi muligvis ikke er i nærheden af et diktatur i øjeblikket, ser vi en erosion af tilliden til vores institutioner og valgte embedsmænd, og det bringer os ind i frygtens gravitationsfelt, hvor et diktatur kunne dukke op i skikkelse af ét-partistyre som en løsning på dødvandet i Washington-politikken, som har varet i årtier.
Så hvad kunne igangsætte en bevægelse for en fascistisk-lignende regering i USA?
Svaret er ret ligetil. Det er en mangel af tro på at ikke kun effektiviteten af vores institutioner og ledere til at håndtere vores problemer, men også af deres evne til at gøre det på en fair og gennemsigtig måde, fri for politisk indflydelse. Sandheden er, at amerikanerne altid har haft en sund skepsis overfor deres regeringer, men i tidligere generationer har de undgået at opgive deres konstitutionelle republik som problemløsningsmodel. Sikkerhedsventilen har altid været vores valg, hvor vi enten kan støtte eller afvise vores ledere i en periode, der er til at overleve. Det var og er en af de ting, der binder alle amerikanere sammen. Problemet er, at et stigende antal amerikanere ikke længere stoler på valgenes retfærdighed, og deres syn er blevet bekræftet gennem en kandidat (Donald Trump), der har gjort tvivlens spøgelse til et af sine kampagnetemaer. Han har udnyttet amerikanernes skepsis og mistro til landets institutioner, media og har sat spørgsmålstegn ved ledernes motiver, idet han tilskriver dem skjulte hensigter i deres magtbegær. Mr. Trumps budskab er mere end populistisk, og for mange, der er vant til at høre og tro på venstrefløjens retorik, lyder det skræmmende og farligt, men Trump giver blot ord til de følelser som millioner af amerikanere har om deres lands udviklingskurs (72 % siger “forkert vej”).
På den måde er han bare budbringeren for det, Richard Nixon kaldte, “det tavse flertal” tilbage i 1969 – et massivt antal borgere, der lever lovlydige liv og har passet deres, uden at være synlige indtil nu. I stedet for at opføre sig som en fascist forsøger Trump faktisk at mobilisere denne gruppe og resten af sin base og få dem til at stemme i kampagnens sidste dage. Han gør det ved at forenkle budskabet om, at amerikanerne er blevet snydt for den amerikanske drøm og er blevet sendt ud på en ideologisk og kulturel omvej. Alt i mens venstrefløjens “vejarbejdere” har opstillet forhindringer for amerikanernes kørsel på deres foretrukne kulturelle hovedvej.
Amerikanernes tålmodighed er slidt tynd, og de har bevæget sig til deres respektive hjørner i den politiske ring og forbereder sig til kamp mod ‘fjenden’ udefra og indefra. Vi er håbløst ideologisk splittede, vrede og bliver stadig mere beskyttende, mens vi trækker os tilbage til vores eget hjørne. Vores frygt er mærkbar. Mange af os har selvcensureret vores udtalelser og overvåget vores handlinger og valgt den mindst synlige vej til at følge strømmen for at undgå konfrontation, mens store dele af amerikanerne er blevet tvunget til at underkaste sig en kultur, der er kørt af sporet og ingen relevans har for halvdelen af landet.
Vi forstår ikke, hvordan vores regering, vores media og vores ledere kan blive ved med at behandle os som tåber, der tror, vi ikke ved, hvordan vores system fungerer, hvem der drager fordel af det og hvorfor. De har undervurderet os og taget vores stemmer og vores støtte til deres tomme løfter for givet. I disse sidste dage, hvor mine landsmænd vælger deres næste præsident, anklager det ene parti det andet og dets leder for at være “fascister” og “en fare for demokratiet” og kalder Donald Trump en reinkarnation af måske den mest onde diktator nogensinde, Adolf Hitler. Denne forkastelige opførsel har ingen plads i vores politiske diskurs eller i det civile samfund. Intet politisk parti eller kandidat ville nogensinde være sluppet af sted med sådanne modbydelige og hæslige smædekampagner i det Amerika, jeg kendte i min ungdom. Men her er det præsenteret for os, takket være Det Demokratiske Parti og dets kandidat til manges forargelse.
Det er ironisk, at det parti, der sælger dette budskab, påstår at ville samle landet, og at forskellene mellem os er beskedne i forhold til vores ligheder, men de er villige til gennem association at male de mere end 74 millioner amerikanere, der støttede Donald Trump i 2020-valget, som fascister. Dette går langt ud over retorik og har intet at gøre med hybris. Det er uansvarligt og åbenlyst uamerikansk. Jeg troede, der var en grænse for, hvor dobbeltmoralske og uærlige mine landsmænd kunne være, men jeg tog fejl. Det ser ud til, at der virkelig ikke er nogen forældelsesfrist for had og ondskabsfuld, hyklerisk adfærd blandt nogle indbyggere i det, Ronald Reagan kaldte, den skinnende by på højen. Og hvis det får lov at fortsætte, vil diktatur være vores mindste bekymring.
Stephan Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat, der har boet og arbejdet i 30 lande i 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, heraf syv om amerikansk politik, og har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
2
0