Formynderstaten hjælper de dumme og ansvarsløse danskere

André Rossmann, den 6. august 2025, 24NYT

Det er den danske formynderstats logik, at de dumme og ansvarsløse borgere har brug for en hjælpende hånd til alting, ikke mindst for hjælp til at spare op til pension. Formynderstaten tvangshjælper derfor borgerne til at spare op ved at indbetale deres hårdt tjente penge til diverse statsstyrede pensionsordninger. Formynderstaten mener nemlig, at den er bedst til at administrere danskernes pensionspengepenge.

Hvor meget man har sparet op af sine egne midler til pensionsformål, og hvordan man ønsker at sammensætte sine udgifter i kombination mellem opsparing og lønindtægt, burde overlades til den enkelte. Men sådan er det ikke i den danske formynderstat. Her skal borgerne jo bidrage mest muligt til et ”økonomisk råderum”, som formynderstaten kan råde over på ”fællesskabets” vegne. I formynderstaten levner samfundsøkonomiske overvejelser og hensyn derfor ikke plads til borgernes frie valg.

For at give formynderstaten mulighed for at forvalte danskernes pensionsmidler, har man derfor indført arbejdsmarkedspensionerne (AM-pensioner).  Hver enkelt overenskomstdækket lønmodtager i Danmark skal finde sig i, at en del af lønnen går til pensionsopsparing, der er anbragt i overenskomstbestemte fonde og ikke i opsparingsordninger efter lønmodtagerens eget valg. De overenskomstbaserede ordninger suppleres af en lang række tvungne virksomhedsbaserede opsparingsordninger, som typisk er placeret i private pensionsselskaber. Efter arbejdsgiverens valg, naturligvis.

Arbejdsmarkedsbidraget på 8 pct., der er en ekstra skat, som formynderstaten opkræver, blev indført i 1994, hvor det handlede om at tage hånd om de arbejdsløse og sikre et grundlag, der kunne hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet. Det skulle være en midlertidig løsning, men som bekendt er intet så permanent, som en midlertidig offentlig ordning. Reelt er arbejdsmarkedsbidraget en direkte dummebøde på at tage et arbejde. Hvert år frarøver formynderstaten således danskerne over 100 mia. kr. af deres løn. Det er penge, som mange kunne spare op til egen pension, den drømmeferie man går og gerne vil på, eller måske den bolig, man rigtig gerne vil købe.

Og så er der ATP Livslang Pension. Det er er en lovpligtig pensionsordning, som alle danskere indbetaler til. I dag er alle danskere stavnsbundet til at have ATP som pensionskasse, og hver måned bliver der trukket ATP-bidrag via lønsedlen. Hver dansker med fuldtidsjob betaler over 3.000 kroner årligt ind til ATP uden selv at have valgt det. Med tanke på, at det inkompetente ATP i årene 2022-2025 har tabt ca. 40 pct. af sin investeringsportefølje, kan man ikke se saglige argumenter for, hvorfor staten skal tvangsindlægge danskernes pensionsmidler til at skulle stå hos ATP. Formynderstatens logik har imidlertid intet med den sunde fornuft at gøre.

5,7 millioner danskere går derfor hvert eneste år glip af omkring 10 milliarder kroner, fordi de er tvungne medlemmer af ATP, der investerer pensionsformuerne mere konservativt end andre pensionsselskaber. Desuden går staten årligt glip af 1,5 milliarder kroner årligt i pensionsskat og mister dertil et stort skatteprovenu, når danskerne som pensionister får opsparingen udbetalt, idet de mistede, årlige milliardafkast giver markant lavere pensionsopsparinger.

Selv om ATP har påført og bliver ved med at påføre danskerne store økonomiske tab, får det ikke nogen konsekvenser for de ansvarlige med den inkompetente adm. dir. Martin Præstegaard i spidsen. Tværtimod. Præstegaard fik i 2024 ekstra 400.000 kr. i lønposen. Hans samlede lønpakke lød sidste år på 7,4 mio. kr.

André Rossmann

1
1