Stephen Helgesen, den 14/11/24
Den amerikanske litterære maskine er i fuld gang nu, hvor det amerikanske valg ligger i bakspejlet. Ikke et øjeblik bliver spildt, idet alle de politisk motiverede forfattere eller historikere sætter pen til papiret eller fingre på tastaturet og har travlt med at reservere en plads til Demokraternes afgående præsident og vicepræsident på Olympus bjergtop.
Forlagene ser dollartegn danse for deres øjne pga., hvad der lover at blive en tsunami af afsløringer, biografier og revisionistiske historie-manuskripter, som snart vil skylle ind over deres skriveborde i et febrilsk forsøg på at forklare, hvorfor Joe Biden, Kamala Harris og det Demokratiske Parti tabte valget så overbevisende. Men de har også et andet formål, som er lige så målrettet og formålstjenligt, og det er at fremstille den afgående præsident som en moderne Horatius, der afgørende stod ved Tiberens bro. Det vil blive skrevet, at Joe Biden, liberale patrioters helt, forsvarede demokratiet mod de republikanske angriberes fremmarch.
Men i modsætning til Horatius måtte Biden brænde broen for at redde den. Ifølge de revisionistiske historikere vil Bidens valg om at træde tilbage i kampagnens sidste måneder blive afskrevet som en nobel handling og fortjener langt mere end blot en hædrende omtale i de politiske rapporter. For dem var Joe Biden et offerlam, der overgav frihedens, mangfoldighedens, lighedens og inklusionens fakkel til sin standardbærer, vicepræsidenten, som også vil blive betragtet som et andet offerlam, der faldt på sit sværd for at bevare Demokraternes ry som tapre og hellige krigere.
Jeg kan se det klart for mig nu. Mens landets forlæggere gør sig klar til deres orgasmiske klimaks, hvor trykkemaskinerne startes, vil akademikere fra Ivy League universiteterne sætte de sidste detaljer på et nyt kursus i 2025 med titlen “Hvordan Demokraterne reddede landet ved at tabe et valg.” Deres miljø er dybt indgroet og allestedsnærværende. De besidder autoritetspositioner og bliver respekteret af mange, især af dem i medierne, som de anser for at være den sidste autoritet inden for intellektualitet, så det er ikke underligt, at deres skrifter om dette emne vil blive modtaget med åbne arme.
Vi er besat af vores egne ord.
Mens forlæggere måske ikke har den samme magt, som før selvudgivelsens opståen, formåede de alligevel at udgive 10.000 nye titler sidste år, og de har stadig betydelig indflydelse på vores nedskrevne historie. Nye historiebøger udgjorde omkring 700, og der blev udgivet 402 nye bøger om politik. I dag bliver vi udsat for en strøm af ord via mainstream-medierne og deres slægtninge, de sociale medier, som gør det næsten umuligt at skelne mellem sandhed og fiktion eller mellem historie og litterær manipulation.
Med det i tankerne er det nu tid til hurtigt at få styr på fakta om valget, så det amerikanske folk kan afvise eller acceptere de endnu ikke udgivne bøger, afhandlinger, rapporter, monografier og historiebøger som det endegyldige evangelium. Dette gælder især for dem, der vil forsøge at farve vores syn på, hvad der virkelig var et eksistentielt valg, eller forsøge at overbevise os om, at dem, der tabte, i virkeligheden vandt, eller at dem, der vandt, gjorde det ved at snyde de tabende.
George Santayana sagde noget i retning af: “Dem, der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den.” Og selvom det måske er sandt, vil jeg tilføje, at “Dem, der ikke stiller spørgsmål ved historien, før den er skrevet, får den slags historie, de fortjener.”
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat, som har boet og arbejdet i 30 lande i 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, heraf syv om amerikansk politik, og har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og samfundstendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
1
0