Stephan Helgesen, pensioneret karriere-diplomat fra USA, den 27. oktober 2024
Denne overskrift er i bund og grund argumentet for at vælge Donald Trump over Kamala Harris… eller omvendt. Hvis det bare var så enkelt, og vi mennesker kunne se bort fra vores fordomme, vores miljø og vores opvækst og i stedet lytte til vores instinkter for selvbeskyttelse og koncentrere os på at vælge en leder, der vil tage os og vores interesser alvorligt.
Det gør vi selvfølgelig ikke, ellers havde vi ikke valgt Joe Biden til at lede vores land i fire år, en politiker, der elskede politik og magt mere, end han elskede mennesker. Faktum er, at vi har valgt vores ledere fra en pulje af elitære politikere i lang tid, indtil Donald Trump dukkede op. Trump var ingen begavet orator. Han talte i korte, ofte usammenhængende og gentagne sætninger. Han overdrev og pralede. Han lød barnlig, når han omtalte sine konkurrenter med nedsættende øgenavne som “søvnige Joe” (Biden), “skumle Hillary” (Clinton) og “lille Marco” (Rubio). Og selvom han ikke var bange for kritik, satte han heller ikke pris på den.
Han kaldte medierne for de uærlige formidlere, de var og er. Han identificerede de ideologiske tendenser, der havde infiltreret Amerikas institutioner, som “den dybe stat” af ikke-valgte bureaukrater og svor at befri os fra dem. Han undskyldte ikke sin kritik om de millioner, der krydsede vores sydlige grænse, uden nogen form for dokumentation. Han kaldte dem lovbrydere (og nogle mordere og voldtægtsforbrydere, hvilket de uden tvivl var) og mente, de fortjente deportation. Han stod fast i sin overbevisning om, at en woke kultur var skadelig for Amerika og gjorde modstand mod superliberale grupper, der insisterede på, at staten havde ret til at tage børn fra deres forældre (i Minnesota, for eksempel, hvis forældrene blev vurderet af delstaten til ikke at være “kønsfølsomme” nok overfor deres mindreårige børns ønsker om at skifte køn, kunne børn blive revet væk fra forældrene). Han gik imod mænds deltagelse i kvindesport og mod våbeniseringen af Amerikas offentlige instanser, som nægtede at beskytte amerikanske borgere mod bureaukratiets egentlige tyranni, som han kaldte, “fjenden indefra.”
Mens han sad i embedet, styrkede han Amerika ved at hjælpe med at gøre landet energiuafhængigt og opfordrede virksomhederne til at være mere konkurrencedygtige, mens han på den anden side straffede udenlandske producenter (tænk Kina) med ekstra toldsatser, når de “dumpede” deres produkter i USA. Han påpegede, at vore europæiske allierede i NATO ikke betalte deres andel af omkostningerne til at opbygge militæret. Derfor blev han beskyldt for at true med at trække USA ud af NATO. Han trak USA ud af Paris-klimaaftalen, da det blev klart, at aftalen ikke gjorde noget for at forhindre store forurenere som Kina og Indien i at bygge flere og flere forurenende kraftværker. Derefter hjalp han med at reducere spændingerne i Mellemøsten ved at forhandle om “Abraham-aftalen” – en platform, der sikrer normalisering mellem arabiske lande og Israel (senere underskrevet af De Forenede Arabiske Emirater, Israel og Bahrain).
Listen over Trumps resultater i embedet er lang, men som enhver politisk analytiker vil påpege, er det nok ikke tilstrækkeligt til at sikre ham en solid sejr den 5. november. Hvorfor? Svaret er fordi medierne tilbageholder enhver form for positiv omtale af Trumps resultater og fordi medierne og Amerikas liberale og progressive grupper ønsker et helt andet USA end det, de konservative ønsker. Demokraterne kræver en større og mere magtfuld centralregering og mindre indflydelse fra delstaterne og støtter derimod ikke vores forfatningsmæssige republik, som giver borgerne ret til at drøfte lovforslag grundigt inden de bliver gennemført. De foretrækker at nedprioritere oppositionen og ønsker en blåstempling af en dagsorden, der afspejler deres partis doktriner. Eksempler på eksisterende etpartistater er Nordkorea, Kina og Cuba.
For at nå dette mål skal enhver amerikaner tage del i etpartiplatformen og ideologien og dermed give afkald på sin ret til at afvige eller være uenig. Selvom jeg ikke kender nogen i min omgangskreds, der vil være villig til at indgå den pagt med Djævelen, ved jeg også, at bevægelsen mod denne etparti-/én-verden-ideologi er stærk. Bevægelsen voksede med valget af Barack Obama og er nu blevet omfavnet af de nationale medier, radikale tænketanke som The World Economic Forum og velhavende donorer som George Soros og sønnen. De mener, at den bedste regeringsform for USA er den, der opgiver vores suverænitet (garanteret i vores forfatning som forbyder traktater, der vil overdrage magt, der er forbeholdt USA, til andre lande) til de globalistiske eliter.
Trump tror på globalisering, når det gavner USA, som han viste, da han genforhandlede NAFTA, men han trækker grænsen, når det kommer til at forpligte landet til udenlandske konflikter, der ikke udgør en trussel mod USA eller dets allierede. For en komplet liste over alle Donald Trumps handlinger, mens han sad i embedet, kan enhver med en computer logge på Wikipedias tidslinje over Donald Trumps præsidentskab på: https://en.wikipedia.org/wiki/Timeline_of_the_Donald_Trump_presidency
Kamala Harris har været vicepræsident i næsten fire år. I løbet af denne tid har hun gjort lidt, hvis noget, for at forbedre almindelige amerikaneres liv. For at være retfærdig har vicepræsidentskabet aldrig været en stor træningsplads for fremtidige amerikanske præsidenter, men mange vicepræsidenter, der gik forud for hende, havde succesrige lovgivningsmæssige karrierer som Lyndon Johnson, Al Gore, Gerald Ford og andre. Kamala Harris’ største præstation, bortset fra at blive valgt til Attorney General i Californien, var at blive valgt til det amerikanske senat i en stærkt demokratisk stat i hælene på en veteran-senator gennem 20 år, Barbara Boxer. Hun havde den rigtige identitet på det rigtige tidspunkt og de rigtige venner i høje positioner til at sikre sejren.
Som senator modsatte hun sig nomineringen af Amy Coney Barrett og Brett Kavanaugh til Højesteret. Sammen med 39 andre demokrater stemte hun imod “Born Alive Abortion Survivors Protection Act”, der ville have etableret en række standarder for, hvordan og hvor vidt en sundhedsudbyder skulle bevare livet på et barn født efter en mislykket abort. Hun stemte nej til etableringen af USA/Mexico/Canada-frihandelsaftalen. Hun unlod at stemme eller stemte nej til nomineringen af tyve ministre, vice-ministre eller til retsudnævnelser af Trump. (Hendes komplette stemmeoptegnelse i senatet er offentligt tilgængelig og kan ses på https://justfacts.votesmart.org/candidate/key-votes/120012/kamala-harris/?p=1)
Den dag i dag, i næsten fire år efter Kamala Harris blev vice-præsident, har Wikipedia stadig ikke produceret et dokument tilsvarende til Trump-tidslinjen, der viser hendes resultater. Det er kun et gæt hvorfor, men jeg har mistanke om, at det ville være et ekstremt kort dokument og være pinligt for Harris, hvis det blev offentliggjort. Vi amerikanere, der kan stemme, har endnu en mulighed for at lade vores stemme blive hørt om lidt over en uge. På tidspunktet for denne skrivelse er næsten 70 millioner stemmesedler allerede sendt og registreret. Hvis Amerikanerne virkelig bekymrer sig om Amerikas fremtid, vil de lytte til deres egen samvittighed og egne interesser og lukke ørene for alt det hvide støj fra popstjerner, kendisser og mediehandlere. Selvom personlighed selvfølgelig betyder noget, er god ledelse multi-dimensionel, og stemmer bør afgives på grundlag af en persons kvalifikationer og handlinger og ikke bare hans eller hendes ord.
Stephan Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat, der har boet og arbejdet i 30 lande i 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik og har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com