Danske forskere og medier forklarer den høje kriminalitet blandt muslimske efterkommere typisk med socioøkonomiske forhold såsom lav uddannelse, lav indkomst og ledighed samt kulturelle faktorer som islamisk voldskultur. Senest Torben Tranæs i Berlingske. Der findes dog andre årsager til efterkommeres overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne, som man i Danmark ikke så gerne taler om.
Den første generation af indvandrere fra MENAPT-landene (som f.eks. de tyrkiske gæstearbejdere i 1970’erne) havde de fattige forhold i deres respektive hjemlande som referenceramme. De var derfor taknemmelige og tilfredse med at få arbejde i Danmark til en løn, der sikrede dem et stort spring i levestandard. Efterkommeres referenceramme er derimod ikke et fattigt liv i Mellemøsten, men livet i Danmark. Unge muslimer sammenligner deres liv og deres muligheder med det liv og de muligheder, som danske unge har i det danske samfund. Og det, som de kan se, får dem til at føle sig ekskluderet, holdt nede og låst fast i underklassen.
Mange muslimske efterkommere har ikke stemmeret i Danmark. Selv om de er født her, lever her, arbejder her og betaler skat her, kan de ikke være med til at gøre deres stemme gældende eller stille op til et folketingsvalg. De er blot tilskuere til demokratiet og udgør en slags demokratisk B-hold – de har pligten til at bidrage, men ikke retten til indflydelse. Og selv de efterkommere, der har mulighed for at stille op til folketingsvalg, har meget svært ved at blive valgt ind. I dag er det kun 7 medlemmer af Folketinget, svarende til 3,9 pct., der ikke er etniske danskere.
Efterkommere der vurderer deres karrieremuligheder i det danske samfund, kan se, at den danske elite består af etnisk danske ministre, departementschefer, topembedsmænd, borgmestre, politidirektører, cheferne for PET og FE, højesteretsdommere, advokater, direktører i erhvervs- og interesseorganisationer, chefredaktører for de etablerede medier, meningsdannere, diplomater, dommere, universitetsrektorer, topledere i erhvervslivet mv. De danner en lukket kreds i samfundets top og personer med ikkevestlig baggrund glimrer ved deres fravær.
Efterkommeres karrieremuligheder i erhvervslivet er ikke bedre. Toppen af dansk erhvervsliv er hvid – og hvidere end de lande, Danmark oftest sammenligner sig med. Undersøgelser viser, at ledelserne i de store danske virksomheder er blandt de mindst etnisk blandede. I Danmark er der 0 pct. bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer med afrikanske rødder, mens der er 1 pct. med asiatiske rødder. For den største etniske minoritetsgruppe i Danmark, som er folk med islamisk baggrund, er der henholdsvis 0,15 pct. direktionsmedlemmer og 1,66 pct. bestyrelsesmedlemmer i de største virksomheder.
På det danske arbejdsmarked er der etnisk polarisering med hensyn til stillingskategorier, hvor danskerne får flere og flere job øverst i stillingshierarkiet og færre job nederst i stillingshierarkiet. Undersøgelser viser, at de beskæftigede muslimske indvandrere og efterkommere har job længere nede i stillingshierarkiet end de beskæftigede danskere og får en lavere timeløn. De koncentreres i lavteknologiske brancher som handel, transport, hoteller og restauranter, der er præget af dårlig løn, manglende udviklingsmuligheder og dårligt arbejdsmiljø. De er med andre ord låst fast i bunden af jobhierarkiet.
De muslimske efterkommere kan også se, at fraværet af muslimer i den offentlige sektor er slående. Selvom de udgør 9 pct. af alle beskæftigede, udgør de blot få procent af de ansatte i politi, retsvæsen, forsvar, folkeskolen, gymnasiet, kommunekontoret og i centraladministrationen. Man finder muslimer primært blandt sundheds- og plejepersonalet.
Unge muslimske efterkommere kan se, at mens politikerne og medierne hylder det multietniske, det multikulturelle og det multireligiøse, er alle magtpositioner i det danske samfund koncentreret i hænderne på etniske danskere, alt imens indvandrere og efterkommere fra MENAPT-landene er låst fast i en etnisk underklasse, som etniske danskere ser ned på. Og derfor søger mange mod kriminelle miljøer, der kan sikre dem tilhørsforhold, sociale fællesskaber, et stærkt bånd af loyalitet, respekt, anerkendelse og stærk identitet i forhold til at være nogen og noget. I stedet for at opleve, at de står uden det etablerede danske fællesskabet, er de nu med i et nyt fællesskab med nye spilleregler og hierarki mellem de kriminelle, og hvor problemer ofte løses med vold.
Muslimske efterkommere, der typisk tillægger respekt stor værdi, oplever, at de qua kriminelle aktiviteter opnår en anden respekt fra omgivelserne, end de gjorde som ikkekriminelle. Den kriminalitet, som de begår, handler derfor ofte om at opnå respekt og en bedre plads i hierarkiet. Altså præcis det, som de ikke har mulighed for at opnå i det ekskluderende, hvide Danmark. Det er noget, som Torben Tranæs & Co. ikke så gerne vil tale om.
André Rossmann
2
0