Stephen Helgesen, 03/02/25
Dystopisk eller utopisk? Irritation eller ødelæggelse? Internationale forretningsfolk, statsoverhoveder, økonomer, politikere og alle os andre, der har brugt en hel del tid i skyttegravene for international handelspolitik. Vi ved, at handelskrige næsten altid ender dårligt. Nogle gange for den ene part, andre gange for begge parter. Nogle mener, at den gamle Amerikanske Missouri-metode til at få en æsel til at lytte ved at slå den lige mellem øjnene ikke er måden at føre vigtige handelsforretningspolitik.
Men når handelsbalancer bliver uacceptabelt skæve og begynder at gøre vasaller ud af uafhængige, suveræne stater og sætter disse nationers sikkerhed på spil, kan det være tid til at trække en streg i sandet ved at indføre sanktioner såsom højere toldsatser på importerede varer. Dette er ikke sproget i internationale handelsorganisationer som WTO, men det er sproget for personer som Donald Trump, der mener, at mens et myggestik er irriterende, er et hajbid et bedre wake-up call til sine handelspartnere om, at noget skal ændres.
Amerikanske industrialister såvel som forbrugere og politikere må dele en del af skylden for USA’s enorme handelsbalanceunderskud. For årtier siden lokkede Kina amerikanske producenter med løfter om billig arbejdskraft, adgang til overkommelige råmaterialer og et enormt hjemmemarked. Hvilket firma kunne sige nej til et sådant tilbud? Apple sagde: “vi vil med”, og det samme gjorde hundredvis af andre virksomheder, der blev fristet af højere overskud uden de besværlige OSHA-regler eller fagforeningsaftaler, der gjorde fabrikanternes forretning i USA udfordrende. Man må erkende at kineserne har været kloge, fordi de udnyttede amerikanernes grådighed. De vidste, at lave priser motiverede amerikanske forbrugere og de var også dygtig til at levere dem gennem lukrative aftaler med store detailkæder som Wal-Mart. De vidste også, at forbrugerne ikke var knap så loyale overfor lokalt-producerede varer som f. eks. europæerne var. “Fremstillet i Kina” blev hurtigt synonymt med rimelig kvalitet, hvilket modsvarede et syn på produkter fra Japan efter anden verdens krig, som blev forbundet med billige kopier af vestlige produkter.
Kineserne var kloge, og vi var naive, når det drejede sig om billige varer. Det var det idelle partnerskab, indtil det blev klart, at Amerika havde mistet sin produktionsstyrke og jobs forsvandt. Kun de færreste af amerikanere forbandt prikkerne, og regeringen fortsat med at føre en forkert handelspolitik ved at opmuntre landets producenter til at placere sig syd for grænsen i Mexicos Maquiladoras, hvor de kunne nyde gunstige handelsforhold ved eksport til USA. Virksomheder som Dell Computer var begejstrede, og det samme var bilproducenterne som Ford. Heldigvis begyndte amerikanske fagforeninger at rasle med sable over jobtabelse, men de amerikanske forbrugere fortsatte deres køb af udenlandske varer. “Når alt kommer til stykket”, tænkte de, “hvis vores private økonomi har det godt, så må landets økonomi også have det godt, ikke sandt?”
Det gik bestemt ikke godt. Vores handelsunderskud voksede eksplosivt, men noget mærkeligt begyndte at ske. Mange af de kinesisk-producerede produkter, der var fremstillet på kontraktbasis for amerikanske virksomheder, oplevede kvalitetsproblemer. Det virkede, som om tidsrammen for planlagt forældelse, som altid havde været en del af ethvert produkt, blev forkortet – takket være Kina. Begejstringen for kinesisk arbejdskraft begyndte også at aftage. Historier om overarbejdede, stressede medarbejdere, der begik selvmord, begyndte at sprede sig, og virksomheder som Apple måtte iværksætte skadeskontrol. Desuden blev det stadig sværere og dyrere at ophøre en kontrakt med en kinesisk producent. Et amerikansk firma kunne ikke bare give 30 dages varsel og forlade en fabrik, der var bemandet til at håndtere deres produktion. Kineserne ville ikke tillade det. At afslutte “ægteskabet” var ikke kun smertefuldt, men også dyrt, så mange valgte at finde nye løsninger og forblev tiltrukket af det enorme kinesiske hjemmemarked. Dette er blot ét aspekt af det kinesisk-amerikanske forhold, der har begrænset vores handelsfrihed. USAs reelle afhængighed af deres kinesiske “herrer” begyndte, da USA måtte finansiere dets voksende nationale gæld. Og hvem dukkede op på scenen? Kina. Taknemmelige for Kinas investeringer fortsatte vi ad samme handelsvej, uden at tænke på de langsigtede konsekvenser. De fleste amerikanere vidste ikke, at de var blevet tjenere for Beijing, afhængige af Kinas billige produkter og aftager af vores gæld. Noget skulle ændre sig. Arbejdspladserne skulle bringes hjem, og der skulle foretages nye investeringer i amerikanske produktionsfaciliteter for at sikre en succesrig fremtid for amerikansk industri baseret på avanceret produktionsteknologi. Alt for mange penge jagtede for mange billige varer og førte USA ud i en farlig afhængighed af ét land, der egentlig ikke brød sig særlig meget om dem og gjorde alt for at begrænse amerikanernes handlefrihed.
Vores tidligere NAFTA-partnere (nu USMCA), Canada og Mexico, var ikke det største problem. Her kunne Amerika altid flekse sine muskler og hæve sine handelsøjenbryn uden at støde på for mange problemer. Ja, vi havde vores handelsuenigheder, men de var ikke af samme omfang som dem med Kina. Biden-administrationen var passiv, mens millioner af illegale immigranter fra mere end 30 lande strømmede over Amerikas sydlige grænse og oversvømmede grænsebyerne, hvilket belastede dem med for mange nye skolebørn, for mange akutpatienter og for mange hjemløse – for ikke at nævne en stigning i kriminalitet fra nogle af de nyankomne. Noget måtte gøres, og Trump var manden til at gøre det med en genindførelse af politikken om at blive i Mexico og masseudvisninger. Og hvis Mexico ikke kunne lide det, var det ærgerligt. En told på 25 % på importerede varer kunne arrangeres (og blev netop indført i denne uge). Canada måtte også finder sig i det, selvom det måske kunne hævdes, at de var blot utilsigtede ofre på grund af deres partnerskab i NAFTA.
Næste gang ville det blive Europas tur. Hvorfor, kunne nogle spørge? Europa betaler sine arbejdere godt og giver dem gode arbejdsvilkår. De er for det meste fagforeningsorganiserede og veluddannede. Deres produkter er veludførte og veludformede, så hvorfor skal de straffes for at eksportere til villige amerikanske forbrugere, der er ivrige efter at købe dem? Burde det frie marked og udbud og efterspørgsel ikke afgøre det? Svaret er sandsynligvis “ja”, men kun hvis EU’s handelsregime er retfærdigt, og dets reguleringer ikke stiller amerikansk-producerede varer dårligere. Desværre tilbyder regimen ikke de samme muligheder for amerikanske produkter og betragtes af mange som yderst protektionistisk, idet det skjuler sig bag en labyrint af reguleringer designet til at beskytte medlemlandenes egne interesser – undertiden med “klimaforandringer” og “bæredygtighed” som påskud for at anvende højere standarder på amerikanske produkter. Disse ikke-toldmæssige adgangsbarrierer skal adresseres og hvis muligt elimineres.
Donald Trump lover at gøre netop dette. At rejse en sag om urimelig handelspraksis for Verdenshandelsorganisationen (WTO) er en lang proces, og den har vist sig at være yderst frustrerende for USA. Vores succeser har været minimale, hvilket er grunden til, at Donald Trump vælger at påføre vores handelspartnere smerte frem for blot ubehag. Selvom overdrevne toldsatser muligvis kan starte en ny kold handelskrig, kan de også hjælpe med at bringe international handel tilbage i balance, hvis forhandlingerne gennemføres korrekt, og køllen, der bruges til at hamre en pæl i jorden, kan erstattes med en hammer, der fastgør et søm til en nyere, mere retfærdig aftale blandt handelsnationer.
Stephen Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel, som har boet og arbejdet i 30 lande i 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og han har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
2
0