André Rossmann, den 23. august 2025, 24NYT
Udtrykket potemkinkulisse opstod i 1787 under kejserinde Katarina 2. den Stores besøg i de nyerobrede russiske områder ved Sortehavets nordkyst. For at imponere kejserinden og hendes gæster med en fremskreden kolonisering af området havde den nyudnævnte guvernør Grigorij Potjomkin opstillet landsbykulisser, der på afstand skulle ligne virkelig beboelse og se mere udviklet ud end det i virkeligheden var.
I dansk kontekst bruges udtrykket potemkinkulisse typisk til at beskrive noget, der kun er en facade eller en overfladisk fremstilling af virkeligheden, men som ikke har nogen reel substans og realiteter bag sig. Formålet er at bedrage, vildlede eller holde noget skjult. Det sker ofte i forbindelse med politikernes og mediernes propaganda, der forsøger at fremstille det danske samfund som bedre end det egentlig er.
Virkeligheden er, at på de fleste samfundsområder er Danmark en potemkinkulisse. Kulissen opretholdes af den fædrelandsbegejstrede fortælling om, at selv om Danmark er et lille land, er landet det bedste samfund i verden og danskerne er klogere og mere fremmelige end andre, tilbagestående nationer, især ulandene og de østeuropæiske EU-lande.
Selv om Danmark er en småstat, vil landet gerne ses som en moralsk supermagt, der har en forpligtelse til at opdrage og belære andre nationer som f.eks. USA, Israel, Polen eller Ungarn. Danskerne brillerer derfor i moralsk fordømmelse af alle dem, der ikke ligner danskere, på et pinligt uoplyst grundlag. De stiller sig frelst an for resten af verden og er aldrig for gode til at kritisere problemer i andre lande. Men spørger man danskerne om deres samarbejde med Nazityskland, Sovjetunionen, DDR, Kina, Putins Rusland og islamiske regimer eller om Danmarks kolonialistiske overgreb på grønlænderne, vil man opleve et stift blik og et hurtigt emneskift.
Danskernes yndlingsbeskæftigelse er at flage med Dannebrog og fortælle, hvor fantastisk Danmark er, alt imens alle ubehagelige medieberetninger om de rystende forhold bag landets potemkinkulisse bliver fortrængt og forbigået i tavshed.
Det gælder således det danske forsvar, som ligger i ruiner.
Det gælder det danske sundhedsvæsen, som er på sammenbruddets rand.
Det gælder den danske ældrepleje, hvor de gamle er tvunget til et liv under umenneskelige og uværdige forhold.
Det gælder det skrabede offentlige uddannelsessystem, der udklækker funktionelle analfabeter og EU’s dummeste akademikere.
Det gælder landets økonomiske vækst, der er gået i stå, og danskernes privatforbrug, der er lavest i EU.
Det gælder den omfattende korruption og det kriseramte folkestyre med dalende retssikkerhed og illiberale tendenser.
Alt dette er realiteterne bag den danske potemkinkulisse, som danskerne ikke så gerne vil tale om.
Til gengæld fremhæver alle danskere, fra arbejder til ledende politikere og kongen, Danmark, Danmark og Danmark igen som værende kvintessensen af, hvad der er bedst i verden. De kan ganske enkelt ikke åbne munden om emner vedrørende Danmark uden først at sige, at ”vi er jo et lille land”. I udtalelsen er der imidlertid altid indbygget et underforstået ”men”: ”Men hvor er vi alligevel store”. For danskerne har jo verdens bedste velfærdssamfund med grøn energi, cykelstier så brede som motorveje, Noma, ”gratis” uddannelse, sundhedsvæsen og velfærdsydelser, superprogressiv skolepædagogik og naturligvis den danske model, som er en genial opfindelse.
Det er sød musik i de danske ører. Og derfor bliver potemkinkulissen fortrængt med endnu et glas champagne.
André Rossmann
2
0