Stephen Helgesen, 04/12/24
Man ved, at eliten er blevet ramt, når de begynder at analysere ord. Forleden, i en e-mailudveksling med en tidligere kollega fra den amerikanske udenrigstjeneste, fik jeg at vide, at et “mandat” bestemt ikke var noget, Donald Trump vandt for tre uger siden. Jeg var lidt forbavset over hans response, især fordi Trump vandt 312 valgmænd og flertallet af USA’s svingstater og omkring 50% af folkestemmerne.
Demokraterne kan frit manipulere tallene på den måde, de vil, og fortolke dem som om Trumps sejr ikke er et mandat, men bundlinjen er, at de blev grundigt besejret af en mand, de med glæde kaldte en “dømt kriminel”. De forseelser, han blev dømt for, blev opgraderet til forbrydelser af en partisan New York City anklager, der hadede Trump. På en mærkelig måde føler jeg faktisk demokrakternes smerte, da jeg selv har oplevet otte år med Barack Hussein Obama som min præsident, og derefter hans uinspirerede efterfølger, den vrede gamle mand, Joseph Robinette Biden, i yderligere fire år.
Men min smerte var anderledes end deres. Min var forbundet med, hvordan Barack Obama og Joe Biden misbrugte deres magt og ignorede amerikanernes traditionsrige værdier. Kilden til de nuværende Demokraters smerte er et dybt rodfæstet og uforbeholdent had mod Trump. De kunne simpelthen ikke fatte, at en som ham, hvis ord væmmede dem og hvis succes de fordømte, faktisk kunne blive valgt præsident for deres Forenede Stater. Med Obamas og Bidens sejre troede de, at de vandt det STORE spil, og at vejen var banet for en anden korsfarer, der ville forstærke de kulturelle ændringer, som begge demokratpræsidenter havde gennemført.
For dem var der stadig éen vigtig barriere at bryde. De skulle have en kvinde som præsident. De var sikre på, at på trods af den ideologiske splid, der har plaget Amerika i årtier, ville selv hærdede republikanere indse deres fejltagelser og afvise Trumpismen og stemme på den “glade kriger,” Kamala den Store. Deres chok over at have tabt hver eneste svingstat var dyb. Og mens de nu samler sig, begynder de at indse, at de måske har begået en eller to bemærkelseværdige fejl.
Var årsagen til nederlaget deres konstante skingre beskeder om abort eller glemte de at fortælle os, hvordan de præcist ville reducere inflationen eller stoppe den illegale immigrationsbølge? Måske lod de Kamala smile for meget eller de havde ikke forberedte hende godt nok? Kunne det endda være muligt, at der var en kombination af to kardinalfejl: en virkelig dårlig kandidat og en virkelig mislykket ideologi, der blev tvunget ned i vælgernes hals? Eller måske havde de ikke sagt nok dårlige ting om Trump for at ændre stemmebalancen i deres hellige blå mur?
For at være retfærdig beholdt demokraterne stadig deres hårde kernevælgere på vestkysten og på Amerikas østkyst, i Minnesota og i Cook County, IL, men det lykkedes dem ikke med at fremføre deres sag til de almindelige borgere, der elskede Amerika i 50’erne og stadig gør det idag og frygter det værste for deres lands fremtid.
Det samme gjorde sig gældende for en anden vigtig demografisk vælgergruppe – alle de unge håbefulde amerikanere, der blev født meget senere, hvis forældre og bedsteforældre eksemplificerede godheden og patriotismen. Rollemodeller kan være meget overbevisende, især i Midtvesten, hvor jeg kommer fra. Det var opmuntrende at se min hjemstat Wisconsin vende tilbage til normalitet og omfavne fremtiden, samtidig med at bevarer respekt for fortiden.
Der ligger mange udfordringer foran amerikanere, især når det kommer til at opretholde venskaber. I alle mine samtaler med mine venner har jeg bemærket en slags tøven og forsigtighed omkring at udtrykke glæde efter valget. Det virker som om de ved, at en storm er på vej, og det er en, der vil forårsage stor skade på vores relationer med hinanden. Det er som om vi befinder os på en åben eng, hvor himlen bliver mørkere, og det tordne truende.
Der er intet sted at søge dækning, ingen grøft at kaste sig i, ingen forhøjning at skjule sig bag, kun en flad slette, der ikke giver beskyttelse mod det, der kommer. Storme kommer og storme går, men nogle storme er farligere end andre og kan ændre landskabet radikalt især når man tale om politiske storme der tit ødelægger venskaber. Jeg voksede op i Amerikas mejeriland blandt de klogeste mennesker i Amerika, landmænd. Hvis du virkelig vil mærke Amerikas puls, så tag til Midtvesten, og spørg en landmand. De forstår naturen, kender deres medmennesker godt og er dus med alle kreaturer. De er sjældent i tvivl, når man spørger dem on deres kerneværdier, fordi de praktiserer dem hver dag… med alle. Frem for alt værdsætter de relationer med deres venner, familie og med Gud. De har en sund skepsis overfor alle, der fortæller dem noget, der ikke lyder logisk eller realistisk, hvilket er grunden til, at de undgår politikere (især dem, der tror, de er bedrevidende). De ved, hvordan frisk møg ser ud og lugter, og hvad det kan bruges til. Derfor er det nemt at tale med de fleste landmænd, fordi de er jordnære.
Men hvad med amerikanernes indre by- eller forstadsvenner, dem der hader Trump? Hvordan kan amerikanerne håndtere dem? Jeg modtog for nylig en e-mail fra en broder i en religiøs orden. Han takkede mig for en artikel, jeg skrev til et nationalt blad om, hvordan man taler med liberale venner. Han gav mig et godt tip. Han sagde, at for at bygge bro over den ideologiske eller smertefulde vennekløft, stiller han simpelthen spørgsmål til de sørgende, i håb om at igangsætte en dialog, hvor heling kan finde sted. Jeg formoder, det er en form for Jungiansk psykoterapeutisk tilgang han brugte til at få sine venner til at fokusere på forbindelsen mellem deres bevidste og underbevidste sind/følelser. Men uanset hvordan det skal beskrives, er han håbefuld, at det vil bære frugt.
Jeg er villig til at prøve det, simpelthen fordi, vi SKAL finder et måde at skabe et mere neutralt ideologisk ståsted, hvor seriøse mennesker kan mødes og tale civiliseret med hinanden ellers, vil de næste fire år bare blive et kæmpe spild af tid for land og folk og ikke mindst amerikanernes sårbare venskaber.
Stephen Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat, der har boet og arbejdet i 30 lande i 25 år under Reagan, G.H.W. Bush, Clinton og G.W. Bush administrationerne. Han er forfatter af fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og han har skrevet over 1.400 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
2
0