Stephen Helgesen, den 3. september 2025
Der var en tid, hvor USA var det ubestridte centrum – eller i det mindste fokus – for den vestlige verdens innovation. Vi betragtede os selv som et spændende idé-laboratorium, understøttet af moderne teknologiske opdagelser, der ansporede og stimulerede investeringer. Vores netværk af nationale laboratorier skød op som mælkebøtter om foråret under og umiddelbart efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Navne som Oak Ridge, Sandia og Los Alamos var en del af amerikanernes bevidsthed – ligesom Manhattan-projektet samt med nogle fornemme universiteter som Massachusetts Institute of Technology (MIT). Landet sprang forbi konkurrenterne i Europa og Asien. Så voksede resten af verden op.
Centres of excellence blev etableret i Japan, Singapore og i EU-landene. Penge væltede ind fra deres regeringer, mens mange af vores budgetter enten blev reduceret eller fik kraftigt indskrænket omfanget eller typerne af forskning og udvikling, som den amerikanske regering var villig til at støtte. Imens skiftede Europa op i et højere gear. Hvert år bruger EU milliarder af euro gennem European Research Executive Agency (REA). Under Europa-Kommissionens program Horisont Europa overstiger den samlede EU-støtte til forskning og udvikling nu €95 mia. og er opdelt i fire grundpiller: fremragende videnskab (€25 mia.), globale udfordringer og europæisk industriel konkurrenceevne (€53,5 mia.), innovativt Europa (€13,5 mia.) samt udbredelse af deltagelse og styrkelse af Det Europæiske Forskningsområde (€3,3 mia.).
Dertil kommer EU’s European Innovation Council (EIC), som er finansieringsinstrumentet under Horisont Europa. EIC retter sig specifikt mod højrisiko- og højimpact-teknologiske innovationer – fra tidlig udvikling til opskalering på markedet. EU’s FoU er grundlæggende markedsdrevet, og det gør EU til en stor konkurrent til USA, der i høj grad holder stram kontrol med sine offentlige investeringer i FoU. En væsentlig undtagelse er den forskning, der støtter militær eller dual-use-teknologi. Her fortsætter pengestrømmen til steder som Los Alamos National Laboratory og mange af de øvrige 17 nationale laboratorier, der hører under Forsvarsministeriet. Andre amerikanske nationale laboratorier administreres af Handelsministeriet, EPA, NIH, USDA og NASA.
Jeg havde privilegiet at være direktør for delstaten New Mexicos Office of Science and Technology i fire år og arbejdede under den tidligere USA-ambassadør ved FN og tidligere energiminister – den daværende NM guvernør – Bill Richardson. I den egenskab var jeg statens forbindelsesled til alle de nationale laboratorier. Selvom New Mexico er en fattig stat, hvad angår samlet industriel investering, var den langt fra fattig, når det gjaldt føderale forskningsdrevne investeringer. Los Alamos (LANL), Sandia (SNL) og Air Force Research Laboratory (AFRL) bragte i 2024 over 10 mia. USD ind i statens økonomi – og det inkluderer ikke føderal finansiering af militærbaser i staten.
Men hvad har amerikanske FoU-investeringer og New Mexico med Danmark at gøre?
Godt spørgsmål. Begge steder har relativt lave befolkningstal. New Mexico (NM) har lidt over 2 millioner, og Danmark (DK) har nu 6 millioner. Begge betragtes som innovationslaboratorier med energi som et af de vigtigste fokusområder. NM har langt over 300 solskinsdage om året, hvilket gør staten til et fremragende sted at opbygge og teste solenergi (både koncentreret solenergi og fotovoltaik). Danmark har begrænset sol men til gengæld betydelig vind, hvilket gør landet til et oplagt sted for vindenergiproduktion. Selvom de to lande er meget forskellige i samlet størrelse (NM er næsten lige så stor som Tyskland), er Danmark kun på størrelse med staterne Massachusetts og Vermont tilsammen (den sammenligning udelukker naturligvis Grønland). Befolkningen omkring NM’s laboratorier er meget højt uddannet. Omkring 20 % af alle LANL-medarbejdere har ph.d. (det er over 3.000 personer).
Hele 60 % af alle voksne i den by har bachelorgrader. Den gennemsnitlige løn for en LANL-medarbejder er over 150.000 USD. I Danmark ligger den gennemsnitlige løn for en højt kvalificeret high-tech-medarbejder med ledelsesansvar omkring 1,0 mio. DKK – cirka 145.000 USD. Både NM og DK har god adgang til kapital fra deres respektive finansieringskilder. Det gælder både de private kapitalmarkeder samt de nationale regeringer – og for Danmarks vedkommende også EU.
Begge steder betragtes ofte som innovationslaboratorier, der nyder godt af subsidieret forskning og vækst i spin-off-virksomheder. En af de væsentlige forskelle er dog, at når de udspaltede virksomheder vokser til en vis størrelse, forlader de NM på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Danmark tilskynder og incitamenterer virksomheder til at blive og giver dem mulighed for at uddanne en lokal arbejdsstyrke eller importere kvalificerede medarbejdere. For at være fair forsøger NM at holde på sine virksomheder, men problemet med arbejdskraft er ofte en for stor hindring, og virksomheder bliver enten opkøbt eller flytter.
Konkurrencen i energisektoren er hård – og den er bestemt ikke retfærdig eller apolitisk.
I 2009 var USA stemt for at eksperimentere med alternativ energiforskning og -produktion. Det kendte tyske glasfirma Schott oprettede et særskilt selskab for at udnytte solboom’et. Schott Solar blev etableret i Albuquerque, NM samme år og begyndte at opføre en solcellefabrik til 100 mio. USD. Tre år senere, efter at statsejede kinesiske solcelleproducenter begyndte at dumpe billige og ringere solpaneler på det amerikanske marked, kunne Schott ikke modstå angrebet og måtte lukke sin fabrik dér – og én i Spanien.
Tolv år senere, ved afslutningen af en fireårig flirt med elbiler og vindkraft under Biden-administrationen, er USA ved at vende tilbage til en fossilbrændstof-domineret økonomi. Vindprojekter bliver forsinket eller aflyst, og subsidier til elbiler bliver udfaset. Et nationalt problem (hvordan man producerer ren, overkommelig og let tilgængelig energi) har affødt en national løsning – og den løsning er nu tilbage til olie og gas. Trump-administrationen er i færd med at rulle næsten alle energi-relaterede programmer fra den forrige administration tilbage og har til hensigt at “gøre Amerika energiuafhængigt igen”. Det har desværre en negativ indvirkning på udenlandske og indenlandske investeringer i vedvarende energiprojekter og vil uvægerligt få en kædereaktion for miljøet, efterhånden som forbrugere udskyder eller aflyser planer om f.eks. installation af solpaneler – for slet ikke at tale om effekten på store projekter med udenlandske investorer fra lande som Danmark.
Hvis vi virkelig vil løse disse problemer, hvorfor så ikke indgå en bilateral “US-DK Energi Petri Skål Eksperiment”-aftale mellem en amerikansk delstat som New Mexico og Danmark? Ved at skabe et offentlig-privat konsortium, der udnytter begge parters ekspertise og anvender noget af EU’s finansiering sammen med føderale midler, kunne NM og DK blive en model for andre at følge – som kunne hjælpe med at løse nogle af de vedvarende energi- og miljøproblemer, vi alle står overfor, og måske vigtigere endnu, være en bro tilbage til et normalt forhold mellem to gamle venner.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande over 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og han har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundstendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
1
0