Bidens sidste år bliver dødsensfarlige

Lars Hedegaard, den 30. juni 2024, 24NYT

Efter Joe Bidens katastrofale indsats i debatten med Donald Trump, står verden på randen til ragnarok.

For første gang fik 50 millioner amerikanere at se, hvor skidt det står til med Biden – såvel kognitivt som fysisk – og mange spørger med rette, hvem der egentlig styrer landet, når manden i Det Hvide Hus tydeligvis er ude af stand til det. Debatten har derfor gjort det langt mere sandsynligt, at Trump vinder præsidentvalget den 5. november, idet hans stemmetal kan blive så store, at det bliver umuligt at snyde, som demokraterne givetvis vil forsøge.

Verdens statsledere har naturligvis hele tiden været på det rene med Bidens vakkelvorne tilstand, og USA’s fjender har ikke tøvet med udnytte situationen. Det gælder bl.a. Rusland, Nordkorea og Iran, som ved, at de næppe har noget at frygte, så længe Joe sidder som kransekagefigur, og så længe det amerikanske militær synes mere optaget af transkønnethed og andre wokefænomener end af landets forsvar.

Nu må USA’s fjender regne med, at de kun har et halvt år, før Donald Trump atter indtager præsidentposten, og de ved, at han ikke er en mand, man kan rende om hjørner med, men som hylder mottoet ”fred gennem styrke”, hvorimod Bidens politik hele tiden har været ”krig gennem svaghed”. Altså skal de skynde sig at realisere deres onde planer, før Trump kommer til.

Man bør derfor ikke blive overrasket, hvis Kina benytter chancen til at angribe Taiwan, hvis Nordkorea overfalder Sydkorea , eller hvis Iran og dets lejehære optrapper deres angreb på Israel. Fra Biden-administrationen behøver de ikke at frygte andet end hændervriden.

Hverken de vestlige medier eller regeringer synes at have forstået, hvor farligt det er for verdensfreden at have en affældig og rådvild administration siddende i Washington, for de har været så opslugt af Trump-had, at de har lukket øjnene for verdens realiteter.

1
0