André Rossmann, den 16. april 2024, 24NYT
Danica vil nå 100 mia. kr. i grønne investeringer, oplyser Børsen. Investeringsdirektør Poul Kobberup kan sætte kryds ved grønt investeringsmål på 50 mia. kr. og sigter nu mod at nå det dobbelte.
”For Danica handler det om at sætte bæredygtighed på agendaen. Vi bakker op om Paris-aftalen, og vi vil være med i den bæredygtige omstilling, men hvis du ikke har et mål, så bliver det let lidt tilfældigt’, siger Kobberup. De 100 mia. kr. forventes at udgøre minimum 15 pct. af formuen i 2030. Det er en lidt højere andel end i dag, hvor Danica forvalter 450 mia. kr. for kunderne.
Stadig flere danske småinvestorer jagter god samvittighed og en bedre verden ved at investere mere bæredygtigt med deres opsparing til pension. Pensionsbranchens lobbyister bilder derfor naive klimatosser ind, at såkaldte bæredygtige investeringer giver et fornuftigt afkast, men fakta fortæller en helt anden historie end den foretrukne i Danmark.
Børsens gennemgang af halvårsregnskaberne fra en række danske investeringsforeninger viser nemlig, at mange aktiefonde, der praktiserer bæredygtighed ved at vælge f.eks. olie- og gasselskaber fra, har klaret sig dårligere end mere traditionelle fonde med aktier på tværs af alle sektorer.
Hertil kommer, at nogle pensionsselskaber lægger mest vægt på at investere grønt og bæredygtigt, mens andre lægger stor vægt på ansvarlig opførsel og sociale hensyn som eksempelvis retten til at være i fagforening. På tværs af pensionsselskaberne er det derfor hverken transparent eller entydigt, hvad det vil sige at investere bæredygtigt.
Ørsteds aktiekurs er faldet med 77 pct. siden toppen i januar 2021. Vestas’ er faldet med 44 pct. Alene på Ørsted-aktien har den danske stat og dermed de danske skatteydere har tabt 225 milliarder.
De internationale bæredygtighedsindeks er også nede. Til gengæld er olieselskabernes aktier steget voldsomt. Shell er steget med 178 pct. BP er steget med 142 pct. Pensionskasser, der har droppet deres olieaktier og investeret grønt, har lidt tab på pensionisternes vegne.
Udenfor Danmark er den grønne boble er bristet. Idéen om, at man bare kunne investere grønt og samtidig få et bedre afkast, har fået et knæk. Men i Danmark bliver pensionsbranchen ved med at lokke naive småinvestorer til det grønne casino og svigte dermed sin forpligtelse om at ”investere ud fra kundens bedste og skabe det bedste mulige afkast”.
Virkeligheden er, at i deres forholdsvis korte levetid har de bæredygtige investeringer i gennemsnit givet et lavere afkast – og i øvrigt til højere omkostninger – end de generelle investeringer.
André Rossmann